Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

192 Adam Vestberg
føderal selskabslovgivning som sådan, men jeg indrømmer, at forholdene er
anderledes i Europa, og det er da også muligt, at vi ikke kan klare os uden
noget sådant.
Jeg vil også gerne sige, om det udkast til 9. EF-direktiv, som er blevet
nævnt her i dag. - at det er rigtigt, som der står i det finske indlæg, at dette
under særlige omstændigheder statuerer et ansvar for moderselskabet. Men
disse omstændighetder er ganske specielle og ihvertfald helt atypiske i nordisk
ret. Jeg mener, at det er et carakteristicum og et lykkeligt carateristicium i
nordisk ret, at når vi opererer med datterselskaber, så indsætter vi i princippet
uafhængige personer i sådanne selskabers bestyrelser, og disse personer har et
selvstændigt ansvar for, at alt går til på rette måde i datterselskabet. Der er
naturligvis ofte tale om funktionærer i en større koncern, og det er da klart, at
de i en vis forstand modtager ordrer fra deres øverste ledelse, men jeg mener,
at vi, ihvertfald i Danmark, og jeg tror det er det samme i de øvrige nordiske
lande, altid prøver at operere med en i princippet uafhængig ledelse i disse
datterselskaber. Dette er meget forskelligt fra England og USA, hvor der helt
klart gives tjenestebefalinger op og ned igennem systemet. Men det gør vi ikke
i Norden, og derfor lever vi på princippet om det uafhængige selskab, og jeg
tror, at det er naturligt for os, og det giver os en afklaret retstilstand. Det er en
af betingelserne i udkastet til EF-direktivet for at der kan statueres ansvar for
moderselskabet, at der er tilrettelagt en ordning med et tjenestebefalingssystem
hele vejen op og ned i koncernen. Det er jo noget, man kender i Tyskland,
men vi har aldrig set det i Danmark, og derfor ved jeg slet ikke, om det kan
blive aktuelt at bruge direktivreglen i Danmark, hvis den vedtages i EF.
Tilsidst vil jeg blot sige, at den seneste, og måske største, internationale
selskabsskandale, der har været i de senere år, nok har været den italienske
Banco Ambrosiano's konkurs. Denne bank i Italien lod i et meget stort omfang
sine transaktioner ske gennem et datterselskab i Luxembourg. Datterselskabet
var formelt selvstændigt, men der sad een mand i toppen af Banco Ambrosiano
og bestemte alt, både i sin egen bank, i datterselskabet og i en lang
række andre datterselskaber ude i Europa og i Sydamerika. Det er mit indtryk,
uden at jeg har fulgt alle detaljer i denne sag, at det er almindeligt anerkendt
ude omkring, at det ikke i praksis er muligt at gennemføre et selvstændigt
ansvar overfor det italienske moderselskab, hvilket illustrerer det vanskelige i
at få anerkendt regler om ansvarsgennembrud på internationalt plan.