Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

More documents

Recommendations

Info

1 98 Bernhard Gomard skabets virksomhed kun er forsvarlig under forudsætning af, at moderselskabet (stadig) vil tilføre kapital, kan der efter omstændighederne pålægges moderselskabet ansvar. En sådan regel kan for dansk ret siges at ligge inden for Aktieselskabslovens regel om ansvar for aktionærer, - og et moderselskab er jo en aktionær, endda hovedaktionær eller en eneaktionær. Det er herimod blevet sagt, at denne lovregel (§ 142) kun nævner overtrædelse af Aktieselskabsloven og selskabets vedtægter. Det er korrekt, at § 142 - ligesom § 15-3 i den svenske lov - indeholder disse ord, men ordene er i den danske lov, der jo er en del af et retssytem, der anerkender en generel culparegel også uden for person- og tingsskadernes område, uden mening. Realiteten i vor Aktieselskabslov er den samme som realiteten i den norske lov, og det havde været naturligere, om vi - ligesom Norge (norsk Aktieselskabslov § 15-1) - havde strøget disse ord i det fellesnordiske forslag til Aktieselskabslov. Om grunden til, at ordene er bevaret i teksten i den vedtagne danske lov, er vor hurtighed - loven blev gennemført i Danmark allerede i 1973 - eller vor høflighed eller/og respekt for et fællesnordisk forslag, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ville være betænkelig ved at følge forslaget om at gøre kreditorernes erstatningskrav til en slags Class Action ved at lade datterselskabsboet kræve inddækning og således give alle datterselskabets kreditorer samme - fuldstændige eller delvise - dækning. Kreditorernes stilling kan meget vel være forskellig, og en Class Action konstruktion med konkursboet som agent ville fjerne sig fra almindelig erstatningsret, og i hvert fald uden lovgivning kan det ikke gennemføres. Det er blevet sagt, at anstændige selskaber betaler deres datterselskabers gæld. Heri er meget rigtigt, men problemet kan ikke klares ved blot at påkalde sig anstændighedens krav. Der kan være tilfælde, hvor et selskab, som er aktionær i et andet selskab må kunne lade dette sejle sin egen sø, efter at selskabet har foretaget rimelige redningsforanstaltninger, eller efter at datterselskabet har haft sin chance og opbrugt den Venture Capital, et eller flere andre selskaber har stillet til rådighed. Den begrænsede erstatningsregel, jeg har gjort mig til talsmand for, skulle kun omfatte datterselskaber, der har været inkorporeret eller integreret i én fælles virksomhed, som koncernen driver som én virksomhed, og hvor man, f.eks. fordi man ønsker at opgive virksomheden i et enkelt land eller at frigøre sig for nogle tab, som er oparbejdet med koncernens vidende og vilje og i dens interesse, lader datterselskabet falde, inden good-will i dette marked ikke længere er interessant. Adam Vestberg havde allerede henledt opmærksomheden på, at bestemmelsen i udkastet til forordning om et europæisk selskab art. 239 (Referatet s. 103) er en regel udformet med henblik på disse særlige selskaber, og at man
Morselskaps ansvar for datterselskaps förpliktelser (ansvarsgjennombrudd) 1 99 (nogle) i Fællesskabet har forestillet sig en sådan regel om disse selskaber, kan ikke tages som udtryk for, at reglen er fundet naturlig i almindelige selskaber. Også forslaget til et 9. direktiv om koncerner har været nævnt. Et udkast til et direktiv er ikke nødvendigvis udtryk for en almindelig accepteret opfattelse i Fællesskabet. Det europæiske fællesskab består jo ikke af et mindre antal lande, der står hinanden nær og altid hurtigt og let når til enighed om ethvert spørgsmål. Landene i fællesskabet frembyder større forskelle og har bl.a. forskelligartede retssystemer. På koncernrettens område præges diskussionen, synes jeg, af tre forskellige tankegnge, som det endnu ikke er lykkedes at vælge imellem eller at koordinere. Efter bl.a. det franske grundsyn på koncerner kan tjenestebefalinger til selskabsbestyrelse (Weisungen) ikke accepteres, da det er et fundamentalt og ufravigeligt krav til en selskabsbestyrelse, at den skal handle efter bedste overbevisning til bedste for selskabet. Efter en anden tankegang kan man tænke sig en regulering af koncernforhold, men denne bør have karakter af en egentlig aftale, en Konzern vertrag, og det er, som sproget viser, især de tyske jurister, der fører denne tanke frem, og denne aftale må sikre den nødvendige eller rimelige beskyttelse af kreditorer og minoritetsaktionærer. Atter andre kender ikke Konzern vertrage, og har vanskeligt ved at forestille sig, at brug af sådanne aftaler kan være et praktisk og hensigtsmæssig system, men finder at samarbejde i en koncern ikke behøver at krænke det enkelte selskabs interesser. Det nødvendige korrektiv til koncernstyring kan findes bl.a. i reglerne om minoritetsbeskyttelse, et spørgsmål der ikke er aktuelt i de 100 %-ejede datterselskaber. Det problem, vi diskuterer i dag, har i særlig grad interesse i de 100 %-ejede datterselskaber. I kort resumé: Man bør efter min mening fastholde hovedreglen: hvert selskab for sig, men der findes sjældne undtagelsestilfælde, hvor der bør gribes ind med ansvarsregel, men med ansvarsregel af traditionel karakter. Regler, som gennemfører en komplet identifikation, ville føre til en uoverskuelig og ofte urimelig forrykkelse af kreditorernes stilling. Advokat BENGT WESTERLING, Sverige: Enda skälet till att jag står här, är att ingen praktiserande jurist från Sverige yttrat sig i diskussionen. Det tyckte jag var en brist och jag ville därför blanda mig i leken med herrar professorer, om det uttrycket må tillåtas mig.
Page 1 and 2: Morselskaps ansvar for datterselska
Page 33: Morselskaps ansvar for datterselska

Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?