Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

More documents

Recommendations

Info

176 Jørgen Grønborg Jeg kan også tilslutte mig, at det ikke er muligt, i en enkelt regel at beskrive alle de hensyn, der må indgå i en sådan afvejning. Oftest peges der vel på datterselskabets underkapitalisering og uselvstændighed i ledelse og virksomhed, men disse momenter er ofte ikke tilstrækkelige til alene at bære et ansvarsgennembrud, men må bedømmes i sammenhæng med andre hensyn. Det vil ofte være uhyre vanskeligt, eller umuligt, for domstolene at vurdere, hvad der skal anses for en tilstrækkelig og forsvarlig kapitalforsyning til et datterselskab, hvilket iøvrigt, efter min opfattelse, må bero på datterselskabets egenkapital og ikke summen af dets aktiver, som det er antaget i den svenske højesteretsdom i Nytt juridisk arkiv 1975, side 45, altså i Dambolags-sagen. På den anden side er det klart, at det altid er relevant at vurdere de ressourcer, som moderselskabet har stillet til rådighed for datterselskabet i forhold til de opgaver, som datterselskabet har fået overdraget. Men afgørelsen af, om et ansvarsgennembrud er indiceret, må bero på en nuanceret bedømmelse i de enkelte tilfælde, og her vil mange andre momenter end kapitalforsyningen kunne spille ind. Jeg finder kun grund til, på et enkelt punkt at supplere referentens eksempler på sådanne relevante hensyn, der kan komme i betragtning. Det vil efter min opfattelse ofte kunne være relevant at se på graden af datterselskabets integration i moderselskabets interessesfære, og herunder også særligt at se på, hvilke fordele moderselskabet har opnået eller søgt at opnå, såvel udadtil som inadtil, ved at lade selskaberne fremstå som en enhed, en koncern. Jeg vil her tage mit udgangspunkt i nogle enkle betragtninger af Jørgen Trolle i Ugeskrift for Retsvæsen 1967 B side 89, om et modregningstilfælde, hvor hovedkravets debitor havde ønsket at afgøre sin gæld ved modregning med et modkrav, der ikke tilkom ham alene, men et firma, som han ejede sammen med andre. Heri fik han ikke medhold, og Trolle anfører, at den, der ser sin interesse i at drive forretninger af forskellig art under udadtil forskellige firmaer, ikke bør kunne kræve disse behandlet som en enhed, når det passer bedst, altså f.eks. i modregningssituation. Omvendt kunne man så spørge, om den, der ser sin fordel i at lade flere selskaber optræde som en enhed, en koncern, ikke undertiden bør være afskåret fra at kræve selskaberne behandlet som adskilte juridiske personer, når det passer bedst. F.eks. når kreditorene skal betales. Ved sådanne koncernfordele indadtil tænker jeg særlig på de fordele, som aktieselskabs- og skattelovgivningen giver moderselskaber frem for andre aktionærer. I Danmark er det eksempelvis sådan, at det almindelige forbud mod aktionærlån i den danske aktieselskabslov § 115 ifølge § 115 A ikke finder anvendelse på lån til moderselskab og sikkerhedsstillelse for et moderselskabs
Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser (ansvarsgjennombrudd) 177 forpligtelser. Moderselskabet kan endog låne datterselskabets bundne egenkapital. Udbytte fra datterselskaber beskattes ikke hos moderselskabet, og udbyttebegrænsningloven gælder ikke udbytte fra helejede datterselskaber. Endelig kan moderselskabet ved sambeskatning med et helejet datterselskab udnytte et underskud hos et af selskaberne til fradrag i overskud hos det andet selskab. Det forekommer mig, at et moderselskab, der har udnyttet disse forskellige muligheder på kryds og tværs af selskabsgrænserne, har krav på mindre forståelse, når de vender lyggen til datterselskabets kreditorer under påberåbelse af, at selskaberne er helt adskilte enheder. Det kan jo f.eks. være, at disse kreditorer er med til at finansiere det underskud, som moderselskabet i flere år har fratrukket i sit eget overskud gennem sambeskatning med datterselskabet. Det kan nævnes i denne forbindelse, at Landsretten i den før nævne dom i Frigorsagen bl.a. anfører i domsbegrundelsen, at datterselskabet ikke var selvstændigt momsregistreret, og at de to selskaber var sambeskattet. Det er naturligvis ønskeligt, at domstolene i domsbegrundelsen anfører de hensyn, der har haft betydning for afgørelsen af det konkrete tilfælde, og ikke, som i Dambolagssagen, blot henviser til omstændighederne iøvrigt. Derimod finder jeg det ikke særlig betænkeligt, at der i en lovregel åbnes mulighed for at tage forskelligartede hensyn i betragtning, selvom disse ikke er udtrykkeligt beskrevet i lovregelen. Nordisk lovgivning, særligt inden for formueretten, benytter jo i så mange andre sammenhænge retlige standarder, der overlader domstolene et ganske frit skøn, altså generalklausulssynspunktet, som referenten netop var inde på, uden at dette synes at have medført uheldig retsusikkerhed, og jeg ser ikke nogen alvorlig betænkelighed ved, også på dette område at indføre en flexibel lovregel, der tillader domstolene at tage alle de relevante hensyn i betragtning. Gomard har i sin bog Aktieselskaber og Anpartsselskaber givet udtryk for, at den danske aktieselskabslovs § 142 allerede indeholder fornøden hjemmel for ansvarsgennembrud. Jeg må erkende, at jeg har lidt vanskeligt ved at se dette. Bestemmelsen, der jo omhandler aktionærers erstatningsansvar over for bl.a. selskabskreditorer, kræver forsæt eller grov uagtsomhed og omhandler ihvertfald direkte kun overtrædelse af aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter. Spørgsmålet bliver da, om der er behov for, eventuelt i tilslutning til bestemmelserne om aktionærers erstatningspligt, at indføre en lovregel, der åbner mulighed for at pålægge moderselskab ansvar for datterselskabs forpligtelser, selvom det kun kan blive i form af en elastisk regel, der overlader domstolene et vidt skøn. Personligt finder jeg, at spørgsmålet bør besvares Jurist - 1 2
Page 1 and 2: Morselskaps ansvar for datterselska
Page 11: Morselskaps ansvar for datterselska

Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?