Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

More documents

Recommendations

Info

172 Gerhard af Schulten dessa modeller. Låt mig bara avslutningsvis påpeka, att modellen med en generalklausul vid behov kan göras tillämplig även på fall, då aktiemajoriteten i ett bolag inte innehas av ett annat bolag, utan t.ex. av en enskild person. Motsvarande utvidgning av den personkrets mot vilken ansvarsbrott etableras är kanske inte lika lätt att genomföra i den senare modellen. Det här kan vara ett momentum att beakta i den mån man avser att fånga in missbruk av bolagsformen i brottsligt syfte med tillhjälp av principen om ansvarsgenombrott. Korreferent, advokat JØRGEN GRØNBORG, Danmark: Referenten har i sit skriftlige indlæg givet en overordentlig klar og udtømmende oversigt over emnet og dets behandling i nordisk retspraksis og -litteratur, og jeg har ikke meget at supplere denne fremstilling med. Jeg finder også, at den anvendte terminologi er træffende og praktisk let anvendelig, og jeg vil helt underordne mig den af referenten valgte terminologi. De to centrale spørgsmål i referentens oplæg er, efter min opfattelse, spørgsmålet om ansvarsgennembrud udfra princippet om identifikation, altså det punkt, der i referentens sammenfattende teser side 121 hedder punkt 9, og dernæst spørgsmålet om såkaldt indirekte ansvarsgennembrud, altså spørgsmålet om moderselskabets tvungne tilbagetrædelse i datterselskabets konkursbo, dvs. punkt 10 i disse sammenfattende teser. Disse to teser supplerer referenten i punkt 13 med et forslag om, at der for begge disse punkter bør gælde en ansvarspræsumption, som det påhviler moderselskabet at hæve. Og jeg vil koncentrere mine bemærkninger om disse teser. Med hensyn til spørgsmålet om identifikation, påpeger referenten med rette, at de erhvervsmæssige långivere, dvs. pengeinstitutter, forsikringsselskaber og lignende, normalt sikrer sig moderselskabets kaution for datterselskabet, eller ligefrem kræver begge selskabers umiddelbare hæftelse som låntagere, altså krydsende hæftelse. Fra en praktisk betragtning opstår spørgsmålet om identifikation derfor især over for vareleverandører, og over for f.eks. ansatte i datterselskabet og over for forskellige grupper af tredjemænd, såvel i kontraktsforhold, f.eks. produktansvar over for konsumenter, som uden for kontraktsforhold, hvor det f.eks. kan være tale om, at datterselskabet har forvoldt skader på naboejendomme ved udgravning, oversvømmelse eller lignende. Det kan godt give anledning til undren, at de sidste 10 års økonomiske
Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser (ansvarsgjennombrudd) 173 krise, som ihvertfald i Danmark har bragt flere storkoncerner til fald, ikke har medført en rigere domspraksis om ansvarsgennembrud. Forklaringen herpå er vel især, at der uden for de tilfælde, hvor der i aktieselskabsloven er støtte for et krav imod moderselskabet, kun er så få og spredte holdepunkter i retspraksis og -litteratur for et egentligt ansvarsgennembrud, at det ikke har været muligt at overbevise de i forvejen hårdt ramte kreditorer om, at det var risikoen værd at gøre forsøget. Ofte har moderselskabet selv været under konkurs, og dividendeudsigterne har været så ringe, at man ikke har fundet det ulejligheden og omkostningerne værd at forsøge. På den anden side bør det nævnes, at i de få tilfælde, hvor identifikationsbetragtninger er blevet gjort gældende for danske domstole, - det være sig til støtte for et krav om omstødelse i konkurs, eller for en eneaktionærs hæftelse for selskabets gæld - er sagerne oftest blevet vundet på disse synspunkter. Tiden tillader ikke korreferenten at gå i detaljer med hensyn til retspraksis, og jeg skal kun kort nævne et par eksempler. Det eneste eksempel på et egentlig direkte ansvarsgennembrud er formentlig i dansk praksis Vestre Landsrets dom i sagen vedrørende Frigör Køleanlæg i Ugeskrift for Retsvæsen 1980, side 806. Her var hele produktionsvirksomheden med ca. 300 ansatte blevet overført til et datterselskab, angiveligt for at opnå en bedre intern organisation i koncernen, men efter bevisførelsen nok også motiveret af ønsket om at undgå medarbejderrepræsentation i moderselskabets bestyrelse, hvilket dengang kunne undgås på denne måde. Ved dommen blev det fastslået, at datterselskabets medarbejdere ikke burde være afskåret fra at anmelde deres lønkrav i moderselskabets konkursbo. Jeg vil også lige nævne, at Højesteret i en helt ny afgørelse av 27. april 1984, netop trykt i Ugeskrift for Rætsvæsen 1984, siden 496, har pålagt en personlig eneanpartshaver, nemlig indehaveren af et reklamebureau, ansvar over for en af anpartsselskabets kreditorer, et dagblad, hvor han gennem anpartsselskabet havde indrykket annoncer. Og med den begrundelse, at den pågældende kreditor med føje havde kunnet opfatte selskabet som en filial af anpartshaverens personlige firma. Det er altså en betragtning, der minder om den, som referenten omtaler fra anglo-amerikansk ret om Agency, hvor man opfatter datterselskabet som fuldmægtig for moderselskabet, eller for hovedaktionæren, - altså en aftaleretlig betragtning. Det er stort set, hvad vi fra dansk side kan bidrage med til en nordisk kasuistik på dette område, og der er jo i referentens oplæg også kun refereret 3^ tilfælde fra henholdsvis Finland og Sverige. Det ville være interessant at høre, om man fra norsk side kunne supplere dette domsmateriale, men det må dog nok under alle omstændigheter erkendes, at der sammenlagt kun er et
Page 1 and 2: Morselskaps ansvar for datterselska
Page 7: Morselskaps ansvar for datterselska

Morselskaps ansvar for datterselskaps forpliktelser ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?