5. Integration på arbejdsmarkedet

daritet, hvor arbejdspladserne skal føle sig moralsk forpligtet overfor personer, der står uden
for arbejdspladsens og arbejdsmarkedets fællesskab.
Søren Juul er enig med Dean i, at der er en bevægelse i retning af en bredere medborgerskabssolidaritet.
Han differentierer dog den refleksive solidaritetsform til to typer; den refleksive
personlige solidaritet, der betegner de forpligtelser, vi har over for vore medmennesker på det
personlige plan og den refleksive institutionaliserede solidaritet, der henviser til en ansvarlig
orientering på samfunds- eller systemniveau. Hans undersøgelse viser, at der fortsat udvises
megen solidaritet på det personlige plan og at mange fortsat bakker op om velfærdsstaten. ”På
det personlige plan viser den stærkere refleksive orientering sig ved, at relationerne til familie,
venner, naboer, kollegaer og svage medborgere ikke er tilskrevne og på forhånd givne, men i
stigende grad noget den enkelte vælger. På samfunds- eller systemniveau viser en stærkere
refleksivitet sig ved, at borgerens holdninger – og forholden sig – til samfundets institutioner i
stigende grad afgøres diskursivt” (Juul:2002:27).
Både på det personlige plan og på systemniveau bliver de moralske forpligtelser mindre tilskrevne
og mere usikre (Juul:2002:384). Blandt den arbejdende befolkning findes nogle ret
udbredte individualistiske grundopfattelser, men samtidig en betydelig moralsk forpligtelse
overfor arbejdsløse og personer med nedsat arbejdsevne. Den arbejdende befolkning kan dog
ikke karakteriseres som egoistisk eller ikke-solidarisk, men som moderat individualistisk. På
den ene side er der en dominerende individualisme, som forfægter den enkeltes frihed til at
stræbe efter succes og personlig vinding uden indblanding ude fra. På den anden side er der
ret stærke følelser af moralsk forpligtelse og solidaritet med dem, der har det svært, især hvis
det er danskere og mennesker, der uforskyldt er kommet i klemme (Juul:2002:240). Spørgsmålet
er, hvor grænsen går mellem individualismen og solidariteten både på det personlige
plan og på systemplan og om den øgede refleksivitet og individualisering vil øge skellet mellem
tabere og vindere frem for at styrke solidariteten med samfundets svage grupper.
Niels Finn Christiansen understøtter, at der er en tendens til individualisering og fragmentering
og at det har betydning for solidariteten og det sociale medborgerskab. ”Vi er havnet i en
situation med en markant individualisering af tilværelsen og med staten, det offentlige, som
den primære formidler af solidariteten” (Christiansen:1997:16). Han argumenter for, at velfærdsstrategien
i sig selv har bidraget til den udvikling og er således enig i, at den institutiona-
30