Publikationen i pdf-format [382 kB] - Det Etiske Råd

mindre andre tungtvejende etiske hensyn taler for at gøre det. At der eksisterer
en ret til privathed i forbindelse med familiemæssige anliggender kan
begrundes på to måder, og det er ikke uden betydning for problematikken
om sæddonation, hvilken begrundelse man tilslutter sig. De to begrundelser
vil derfor blive fremstillet og diskuteret særskilt nedenfor.
Én mulighed er at begrunde retten til privathed på det familiemæssige
område ud fra den opfattelse, der kommer til udtryk i Artikel 16, stk. 3 i FN’s
Verdenserklæring om Menneskerettighederne:
Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har
krav på samfundets og statens beskyttelse.
Ud fra denne tankegang udspringer statsmagtens forpligtelse til at undlade
at gribe ind i familiemæssige anliggender af, at det i en lang række sammenhænge
faktisk styrker familien at fungere som en selvberoende enhed. I
forlængelse heraf kan man anføre, at mange former for statslig indblanding
må forventes at have en negativ indvirkning på de interne relationer i en
familie, der har gjort brug af en sæddonor. For eksempel fremmer det næppe
tilliden til forældrene, hvis personen undfanget gennem donation får kendskab
til donationsforholdet ved det offentliges mellemkomst. Og det er næppe
heller gavnligt for forholdet mellem den sociale far og barnet, hvis barnet
gives mulighed for at opsøge den biologiske far, selv om det strider kraftigt
imod den sociale fars ønsker. Alt i alt skal statslige indgreb i familielivet altså
foretages med stor varsomhed, da det sjældent styrker familien at påtvinge
den ændringer eller funktioner, de enkelte medlemmer ikke er motiverede
for at deltage i.
En anden mulighed er at begrunde retten til privathed på det familiemæssige
område med, at det offentlige ikke bør påtvinge borgerne bestemte værdieller
moralopfattelser. Borgerne må som udgangspunkt være berettigede til
at leve efter de værdier, de selv kan stå inde for. Statsmagten bør således ikke
blande sig i familiens levevis og organisationsform, medmindre nogle af
familiemedlemmerne skades, lider overlast eller på anden vis krænkes på
grund af den valgte livsform. For eksempel ville det være udtryk for moralisme,
hvis statsmagten forsøgte at påvinge forældrene at informere personen
undfanget gennem donation om donationsforholdet eller mente sig berettiget
til at tage stilling til betydningen af det genetiske slægtskab. Beslutningen
om sådanne forhold bør træffes af de relevante familiemedlemmer.
ETISKE PROBLEMER VEDRØRENDE KUNSTIG BEFRUGTNING, 2. DEL
57