Publikationen i pdf-format [382 kB] - Det Etiske Råd

Begge de anførte begrundelser for en ret til privathed peger i retning af, at
donoren bør være anonym, så der alene er adgang til informationer om
donorens fremtoningspræg. Den første begrundelse er, at familien kan styrkes
ved at blive betragtet som en selvberoende enhed. Hvis dette er tilfældet,
kan det ikke være hensigtsmæssigt at påtvinge forældrene bestemte betingelser
for anvendelsen af donorer, hvis disse betingelser er i kraftig modstrid
med forældrenes ønsker. Det må i den givne sammenhæng antages at fremme
forældrenes engagement i forhold til familielivet og barnet, at parret er i
stand til at stifte familie på de betingelser, der passer dem bedst. Og dette
engagement er nu en gang den enkeltfaktor, der har den største betydning
for barnets trivsel.
Den anden begrundelse for eksistensen af en ret til privathed er, at statslige
indgreb i den enkeltes livsførelse i mange sammenhænge har karakter af
moralisme. Ud fra denne betragtning er argumentet for, at donoren bør være
anonym, at det ville være udtryk for en illegitim form for moralisme, hvis det
offentlige forsøgte at gennemtvinge sin opfattelse af det genetiske slægtskabs
betydning eller sin vurdering af fortielsens etiske berettigelse. Beslutningen
om sådanne forhold bør træffes af de relevante familiemedlemmer,
medmindre dette skader nogle af de andre familiemedlemmer eller krænker
deres rettigheder. Der er imidlertid grund til at antage, at der i så fald først og
fremmest skal tages højde for problemet omkring den utilsigtede åbenbaring
af donationsforholdet, da kun dette forhold med sikkerhed kan siges
at skade personen undfanget gennem donation. Man kan dog mene, at dette
problem bedst løses gennem information til kommende forældre og altså
ikke gennem mere vidtgående former for regulering.
2. Problematikken om fortielse: Man kan mene, at det er problematisk at hindre
fortielsen af donationsforholdet ved at afskaffe donoranonymitet. En
afskaffelse af anonymiteten gør det ikke mere nærliggende for forældrene at
oplyse personen undfanget gennem donation om donationsforholdet.
Tværtimod kan en ophævelse af anonymiteten i mange tilfælde udgøre en
ekstra tilskyndelse til at fortie forholdet. I den givne situation er der nemlig
en reel risiko for, at personen undfanget gennem donation på et tidspunkt
opsøger og knytter sig til den biologiske far. Hvis dette skete, kunne det
naturligvis have væsentlige konsekvenser for forholdet til den sociale far,
som i sidste ende kunne blive tillagt en anden og mere sekundær betydning
end tidligere. En sådan udvikling ville nogle par formodentlig gøre meget for
at undgå.
58 ETISKE OVERVEJELSER OG ANBEFALINGER