Publikationen i pdf-format [382 kB] - Det Etiske Råd

Hvis man antager, at en ophævelse af anonymiteten næppe vil ophæve eller
nævneværdigt mindske problemet med fortielse 76 , kan det endvidere
anføres, at den etiske krænkelse indeholdt i fortielsen i en vis forstand forstørres,
hvis anonymiteten afskaffes. Dette hænger sammen med, at personen
undfanget gennem donation i denne situation fratages adgang til flere
og mere centrale informationer end i den omvendte situation, hvor anonymiteten
er bibeholdt. Den påførte skade er således større og mere alvorlig i
den situation, hvor anonymiteten er afskaffet. Af denne grund kan det ikke
udelukkes, at personen undfanget gennem donation ville reagere forskelligt
på utilsigtet at blive oplyst om donationsforholdet i de to situationer. Krænkelsen
og dermed også hændelsens fremtidige indvirkning på personens
livsforløb ville være af forskellig karakter.
Man kan mene, at denne problematik udgør et selvstændigt argument for at
bibeholde den nuværende ordning, blandt andet fordi denne ordning ikke
er udformet med den hensigt at muliggøre fortielsen og således ikke ved sin
blotte eksistens udgør en krænkelse. Den nuværende ordning er ud fra denne
opfattelse snarere blevet til ud fra praktiske overvejelser som en stadfæstelse
af en allerede udviklet praksis.
3. Angående retten til at kende sin genetiske far: En mulig opfattelse er, at det
er problematisk at give personer undfanget gennem donation adgang til
oplysninger om deres genetiske far, fordi dette retfærdigvis implicerer, at
også andre personer burde have adgang til informationer om deres far. Dette
skyldes, at en række af de begrundelser, der kan anføres for at give adgang til
informationer om donoren, også kan benyttes i andre sammenhænge, for
eksempel i forbindelse med børn født efter utroskab eller uden for parforhold.
Hvis donoranonymiteten ophæves, fordi personen undfanget gennem
donation har en ret til at kende sin identitet, implicerer dette i princippet, at
myndighederne også burde medvirke til, at børn født som følge af moderens
utroskab blev oplyst om den genetiske fars identitet. Børn med mistanke om
at være undfanget efter utroskab ville således med rimelighed kunne forlange,
at de fik mulighed for at få udført en faderskabstest 77 . Hvis man kan tale
om en ret til viden i det ene tilfælde, er der ingen god begrundelse for ikke at
gøre det i det andet.
76 Jævnfør erfaringerne fra Sverige, se afsnit 5.3.
77 I Sasse et al. (1994) fremgår det af en oversigt over relevante videnskabelige arbejder, at mellem 1 % og
3 % af en given befolkning har en anden far, end de regner med. Det anføres i artiklen, at tallene er
lavere, end mange forventer.
ETISKE PROBLEMER VEDRØRENDE KUNSTIG BEFRUGTNING, 2. DEL
59