Kompetence & kompetenceudvikling 2009 for ergo - Aalborg ...

More documents

Recommendations

Info

Kompetence og kompetenceudvikling Ergoterapi- og Fysioterapiafdelingen, Aalborg Sygehus lesskabet. Arbejdet med opretholdelse af praksisfællesskabet kan være mindre synlig end mere instrumentelle forhold, og måske af den grund blive undervurderet. Det er imidlertid vigtigt at erindre, at koordinering i at gøre ting sammen kræver konstant opmærksomhed. Det der gør praksisfællesskabet til en mulig og produktiv arbejdsrelation, er et spørgsmål om forskellighed i lige så høj grad som et spørgsmål om homogenitet, idet hver enkelt deltager får en unik plads og en unik identitet. Deltagernes gensidige engagement vil med lige så stor sand- synlighed resultere i differentiering eller specialisering som til homogenitet. Wenger påpeger, at gensidigt engagement skaber relationer mellem mennesker, men ikke nødvendigvis indebærer homogenitet. De relationer deltagerne skaber har deres oprindelse i engagementet i praksis og ikke i en idealiseret opfattelse af, hvordan et fællesskab bør være. Fred, glæde og harmoni er ikke nødvendige kendetegn for et praksisfællesskab, og der kan være et stort udviklingspotenti- ale i uenighed, spændinger og konflikter. Fælles virksomhed Fælles virksomhed er en anden dimension i Wengers teori om praksisfællesskaber. Fælles virksomhed er de opgaver, et praksisfællesskab løser, og måden hvorpå opgaverne løses. Som en videreførelse af statslige og regionale visioner og målsætninger er der på Aalborg Sy- gehus og i Ergoterapi- og Fysioterapiafdelingen begge steder udarbejdet overordnede visioner og strategier for sygehusets og afdelingens virke. Dette betyder, at det enkelte praksisfælles- skab må definere sin fælles virksomhed med afsæt i disse overordnede mål og strategier, når de forhandler deres fælles virksomhed. Selv om et fællesskabs praksis på afgørende måde formes af forhold uden for deltagernes kon- trol, hævder Wenger at fællesskabets daglige virkelighed skabes af deltagerne inden for de giv- ne rammer, forstået således at fællesskabets reaktion på situationens ressourcer og begræns- ninger bliver deres virksomhed. Virksomheden i et praksisfællesskab skaber gensidig ansvar- lighed blandt de involverede. I nogle situationer kan ansvarligheden tingsliggøres f. eks. via reg- ler, metoder, normer, mens det i andre situationer handler om, at deltagerne i praksisfællesska- bet forhandler sig frem til det mest hensigtsmæssige at gøre i en konkret situation. Fælles repertoire Den sidste dimension i Wengers teori om praksisfællesskaber handler om det fælles repertoire. Elementerne i det fælles repertoire kan være meget heterogene, og de inkluderes i repertoiret i kraft af, at de hører til praksis i det fællesskab, der udøver en virksomhed. 21
Kompetence og kompetenceudvikling Ergoterapi- og Fysioterapiafdelingen, Aalborg Sygehus Et praksisfællesskabs repertoire integrerer både reifikative* og participative** aspekter, og kan indeholde rutiner, ord, værktøjer, måder at gøre ting på, historier etc. alt sammen noget fælles- skabet har produceret eller optaget, i den tid det har eksisteret. Det fælles repertoire betegnes som fællesskabets ressourcer. Repertoiret bliver en ressource for meningsforhandlingen i et praksisfællesskab. De sproglige og ikke sproglige elementer i fortolkningshistorier kan alle være nyttige, fordi de er genkendelige i relation til en historie om gensidigt engagement, men også fordi de kan være med til at engagere i nye situationer. I de tilfælde, hvor handlinger og artefak- ter har genkendelige fortolkningshistorier, kan dette både være en begrænsning af mulige meninger, men også en ressource til produktion af nye meninger. Et fælles repertoire er en ressource for meningsforhandling i praksisfællesskaber i dynamisk og interaktiv forstand. Det handler ikke om at opnå fælles overbevisninger og enighed i betydningen fælles mening, der ikke er en forudsætning for gensidigt engagement. Wenger erklærer, at den lokale sammenhængskraft i praksisfællesskaber både kan være en styrke og en svaghed afhængig af om fællesskabet er et forum for kreative præstationer eller et forum for indavlsfiaskoer. De beskrevne dimensioner; gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles praksis bør betragtes som en enhed, samtidig med at de hver for sig specificerer hinanden i beskrivelsen af praksisfællesskaber, hvor praksis er kilden til sammenhængen i fællesskaber. Praksisfælles- skabet udvikles på baggrund af deltagernes meningsforhandling i forhold til de tre dimensioner. Mening Wenger forstår komponenten mening som det enkelte menneskes eller kollektivets (foranderli- ge) evne til at opleve livet meningsfuldt. Til at forklare komponenten anvender Wenger begreberne meningsforhandling, deltagelse og tingsliggørelse samt begrebet dualitet. Meningsforhandling opfatter Wenger som den proces, hvorigennem vi oplever verden og som den oplevelse af meningsfuldhed, der hører med processen. Lige meget hvad vi foretager os, har vi at gøre med meninger, og når vi meningsforhandler understreger Wenger, at forhandling ikke er det samme som udelukkende at nå til enighed. Begrebet indbefatter også en præstation, der kræver særlig eller langvarig opmærksomhed og tilpasning (på engelsk negotiation). Vi fin- der ikke bare meninger uafhængig af verden, på den anden side påtvinger verden os ikke fær- dige meninger. * reifikativ = tingsliggørelse ** participativ = deltagelse 22
Page 1 and 2: Kompetence & kompetenceudvikling St
Page 3 and 4: Kompetence og kompetenceudvikling E
Page 21: Kompetence og kompetenceudvikling E
Page 67 and 68: Ideer/forslag om kompetenceudviklin
Page 73 and 74:
Kompetence og kompetenceudvikling E
show all

Kompetence & kompetenceudvikling 2009 for ergo - Aalborg ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?