Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

Religion går forud for demokratiets retsorden, når vi er
inden for religionsfrihedens grænser.
Men der er grænser for religionsfrihed, og grundlov
en sikrer også områder, hvor retten går forud for
religionen. Den gudsdyrkelse, der ”strider mod sædeligheden
eller den off entlige orden”, er ikke beskyttet
af grundloven. Begrænsningen kan forstås sådan, at
en hvilken som helst retsforskrift kan sætte grænser
for gudsdyrkelsen. Men begrebet om ”den off entlige orden”
stiller større krav. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
giver her en klarere beskyttelse
end grundloven. Den stiller fl ere krav til retsforskrif-
ter, der skal kunne begrænse religionsudøvelse. Det er
ikke nok, at de bliver vedtaget af et fl ertal i folketin-
get. Folketinget skal også i vedtagelsen argumentere
for, at reglerne opfylder en række betingelser, sat af
menneskerettighedskonventionen. Regler, der vil be-
Shari’a, fundamentalisme og dansk ret
Grunden til denne dobbelt-argumentation er, at der i
grundlovens og det danske samfunds tradi tionelle forståelse
af religionsfrihed ligger en opfattelse af ”hver
ting til sin tid”, en opfattelse af, at religion begrænser
sig til bestemte områder af tilværelsen.
Religion i samfundets pligtforhold
Denne begrænsning til området for ”gudsdyrkelse” hænger
tæt sammen med grundlovens regel for, hvad der
skal være gældende ret uden for området for gudsdyrkelse.
Her hersker efter grl. § 70 et forbud mod, med
henvisning til religiøse argumenter, at ”und drage sig
nogen almindelig borgerpligt”. Denne side af reglen
er altså rettet mod borgeren: man kan ikke undgå
pligter over for samfundet ved at argumentere religiøst.
Den anden side af reglen er, at samfundet heller
ikke med henvisning til den enkeltes religion (”tros-
demo kratiske samfund har fastsat modstående regler,
i hvert fald, når disse regler er nødvendige. Det ser i
hvert fald ud, som om henvisning til religion er fuldstændig
irrelevant uden for kirker, synagoger og moskéer.
Og noget er der om det. § 70 er en beskyttelsesbestemmelse.
Den skal beskytte den enkelte mod at blive
tilsidesat ved, at der bliver ført irrelevante argumenter
om religion i marken. Men den skal også beskytte
samfundet imod, at irrelevante religiøse argumenter
føres i marken for at undgå forpligtelser over
for samfundet. I den grundlovgivende rigsforsamling
var Anders Sandøe Ørsted og N.F.S. Grundtvig
enige om, at den regel betød, at vi i Danmark kunne
få jøder som højesteretsdommere og katolske processioner
i gaderne. Derfor var Ørsted imod bestemmelsen
– mens Grundtvig netop ville have et samfund,
Shari’a, fundamentalisme og dansk ret
Og i dette ikke-pligt-område er det tilsvarende muligt
for statsmagten at tillade den enkeltes frihed til at
lægge religiøse argumenter til grund, hvad jo også sker
f.eks. ved accept af voksne Jehovas Vidners nægtel se
af blodtransfusion, ved anerkendelse af religiøst prægede
friskoler som Niels Steensens Gymnasium, ved
driftsoverenskomster med hospitals- og undervisningsvirksomhed
med religiøs identitet som Den Danske
Diakonissestiftelse.
Betyder det, at grundloven åbner mulighed for at
leve et liv i Danmark i overensstemmelse med en (fundamentalistisk)
forståelse af Shari’a? Vi ser på konkrete
områder.
Kønsadskillelse
Som nævnt er det vanskeligt for mig at se, at (større
dele af) de rituelle dimensioner af shari’a kan komme
18
grænse religionsfriheden, skal således være nødvendige
i et demokratisk samfund for at give en præcis bebekendelse
eller afstamning”) kan berøve nogen ”den
fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder”.
hvor alle kunne udøve deres religion, men hvor samtidig
alle kunne deltage i det off entlige liv uden hensyn
i strid med dagens danske lovgivning, så længe disse
rituelle regler følges i tilknytning til religionsudøvel-
19
skyttelse enten af andres friheder og rettigheder eller Vi plejer at forstå grl. § 70 som et forbud mod dis-
til denne religiøse udøvelse. Et samfund baseret på disen. af almene sundheds- og sædelighedsforhold eller af krimination. Men det er mere end det. Det er et forbud
stinktion, på skelnen.
Kønsadskillelsen i islam er imidlertid voldsomt de-
et præcist hensyn til den off entlige orden. Den forstå- imod at den enkelte bruger religion som trumf i pligtmonstrativ.
Tankegangen bag er imidlertid for mig
else giver religionsfrihedsbegrebet et reelt indhold. forhold over for det off entlige. Og det er et forbud
Religion uden for pligtrelationerne?
at se parallel til jødisk, katolsk og fundamentalistisk-
Religionsfrihed dækker ”gudsdyrkelse”. Beskyttet mod, at det off entlige overhovedet tager stilling til den
Imidlertid. Bestemmelsen taler om den enkeltes nydelse protestantisk argumentation om, at mænd og kvinder
er den side af den religiøse overbevisning, der fører til enkeltes religion i off entlige anliggender. Her ligger ki-
af rettigheder og opfyldelse af forpligtelser. Den beskyt- er lige i værdighed, men forskellige i Gud-givne opga-
udøvelse af en religiøs praksis i sig selv. Kulten, rimen til det almene argument, at ”religion er en pritelse
af både samfundet og den enkelte, der er tale om, ver. Hvis den ligestillingsret, der er indført helt ind
tualet og de rammer, der skal til for at skabe rum for vatsag”, eller i hvert fald en personlig sag, der ikke
drejer sig om pligtrelationer. Dvs. beskyttelsesområdet for an folkekirkens altre (og som jeg i parentes bemær-
kulten og ritualet. Grundlovens bestemmelser om reli- må påvirke borgerskabets almene sfære (men jo nok
er dels det helt almene krav på det off entlige om ligeket er enig i), også skal gennemføres i forhold til musgionsfrihed
beskytter efter sædvanlig opfattelse ikke de dele af det off entlige liv, der netop handler om rebehandling
af enhver i off entlige anliggender og dels limske forsamlinger, vil det for mig at se kræve, at
andre religiøst motiverede handlinger af almindelig kaligion, man må altså godt kræve, at folkekirkens præ-
det individuelle krav over for den enkelte, der har en man samtidig vil tage nogle konfrontationer med Morakter.
Skoledrift, hospitalsdrift, boghandlervirksomster og menighedsrådsmedlemmer tilhører det evange-
pligtrelation til det off entlige i relation til f.eks. militærsaisk Troessamfund og Den Katolske Kirke. Det er for
hed falder nok ikke ind under gudsdyrkelse og er derlisk-lutherske trossamfund).
tjeneste.
nemt blot at slå på muslimerne. Når det drejer sig om
med nok ikke dækket af religionsfriheden. Sådan ple- Er der så overhovedet noget tilbage? Det ser
Uden for pligtrelationerne til det off entlige fi n des udøvelse af kulten, vel at mærke.
jer vi i hvert fald at argumentere, samtidig med at der ud, som om religion alene kan være et relevant argu-
fortsat en mulighed for at den enkelte i sin tilværelse
netop gives frihed til religiøse friskoler, religiøse hosment i forhold til udøvelse af religiøs kult (kollektiv
kan lægge sin religiøse overbevisning til grund. Det
pitaler mv.
og indi viduel religiøs praksis) og da kun, hvis ikke det
gælder også uden for området for gudsdyrkelse.