Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

At trække på samme himmel…
Det kan godt virke lidt overanstrengt at komme med
den slags i en verden, hvor ingen formentlig og forhåbentlig
nogensinde får det sidste ord. En verden,
hvor det netop ikke drejer sig om alt eller intet, fordi
det jo sådan set går meget godt.
Så på den ene side er verden god nok, fordi Gud
har skabt den, men den er ikke ubetinget god. Der
er altid noget. Og verden er jo forskellig fra den, der
har skabt den. Som det er blevet sagt, så er Guds skabelse
af verden det bedstmuliges kunst. På den anden
side er der så noget, der er bedre end verden, nemlig
det allerbedste. Og det er forløsningen fra denne verden
til en anden verden. En forløsning, som kun Gud
kan sætte i værk.
Denne dobbelthed udgør et grundproblem i kristen
dommen. Et problem, som næppe løses ved så enten
at forsone sig med verden eller forkynde alt og på
Usikkerhedens forløsning
Af Jesper Stange, sognepræst
Man kender det. Så står man dér i køkkenet og kan
ikke huske, hvad det var, man skulle. Man går tilbage
og sætter sig i sin stol, tager avisen og… nåh ja, det
var te.
Den klassiske roman beskriver denne bevægelse.
Ikke bevægelsen frem til køkkenet og tilbage igen.
Men en tilbagevenden som vejen frem imod en bedre
selvforståelse.
Romanens Esben Askepuster har fuldstændig tabt
Men hun kan fortælle datteren sin historie. Og langsomt
kommer der ud af Lindas krakelerede liv en hel
menneskeskæbne. Ordene giver det formløse form.
Erindringen forløser den selvforståelse og selvfølelse,
som er nødvendig, hvis man ikke som en Kain skal
fl akke om i hjemløshedens irgange.
Kains straf var dobbelt. Han skulle gå med sænket
hoved, så han kun havde udsigt til sin egen navle,
54
den måde gøre verden til intet, idet man forventer verdens
snarlige undergang. Men et problem der skal ses
orienteringen på sin dannelsesrejse i det fremmede
men kommer på sporet af den Esben, han er, når han
og så blev han efter brodermordet forvist til landet
Nod, som betyder omfl akken.
55
i øjnene. Og som måske aldrig løses, fordi vi netop le-
igen sidder ved arnens ild i den lave stue derhjemme.
ver af forskelligheden og med et fælles fundament og
Han må hjem for at komme til sig selv.
Og når så Suzanne Brøgger udgiver en kærligheds-
udgangspunkt. Og med et fælles mål, vi må tale os
Og længe efter at husmandsstedet er solgt til en penderklæring til sit naboskab i landsbyen Løve, som lig-
frem til. Og forkynde.
ler, byder fortællingen sig til som middel mod fremger lige præcis in the middle of nowhere, er det for at
medgørelse.
fastholde en erindring om, hvad det vil sige at blive til
Vores fælles projekt og anliggende er at forkyn de den Kommer man til Bornholm, vil man hurtigt af de her-
Det kan godt være, at der ikke er noget at vende som menneske ved at spejle sig i andre, som hverken
treenige Gud uden slagside. Den Gud, der har sendt boende lære, at man aldrig må springe rundt på klip-
tilbage til, men fortællingen kan erstatte bevægelsen. ligner en selv, hvad livslykke, livsintensitet eller hold-
os ud til alle sider. Med sig selv som fundament.
perne, uden at den ene fod har fæste. Man glider for
ning angår. Kærlighed uden romantik. Brøgger fortæl-
Noget, der må holde os fast i, at kirken altid er nemt, hvis man bare springer ud på må og få. Og
Forfatteren Arthur Krasilnikoff lader i en roman sin ler ikke om poeten, som bor bag det hvidmalede sta-
i verden men ikke af verden. Et element, der måske der er langt ned. På den anden side, inspireres man
for tumlede hovedperson komme til sig selv gennem kit i et stråtækt bindingsværkshus midt i en blomst-
gik tabt, da mange teologer blev kulturoptimister i det til at gå på livet løs og opleve naturen, når man ser
for tællingen. Lindas liv er gået i stykker. Hun ligger rende rosenhave. Hun har set, at havelågen er erstat-
skabelsesteologiske kølvand. Verden blev beboe lig. klipper ne. Så det nytter ikke at blive stående stille.
på sygehuset i den store by. Langt fra rask og langt tet af en udrangeret springmadras for at schæferen
Men evangeliet bringer jo også bud om noget, der For der er masser af klipper på Bornholm. Og de
fra sig selv.
ikke skal løbe ud fra en have, som mest af alt ligner
ikke er af denne verden. Der er i kristendommen no- er til at gå på. Og det må vi så. Gå. Vel vidende, at skal
Linda kan ikke som Esben Askepuster vende til- en bilkirkegård.
get, der bare ikke passer ind i verden. Noget, der dre- klarheden være målet, kan den ikke også være vanbage.
Den landsby, hun kom fra, er for længst jævjer
sig om alt eller intet. Noget, som netop vækkelsesdringsstaven undervejs.
net med jorden for at give plads til moderne indu- Hvor var det nu, vi kom fra? Nåh, jo. Vi må tilbage for
bevægelserne beholdt ret i at påpege.
stri.
at kommer videre. Det er der ikke noget nyt i.