Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

Han blander hverdage og helligdage, det rene og det
urene. Og Faderen er så hellig, at man ikke engang ved,
hvad han er. Han er skjult, i en brændende tornebusk
for eksempel, og når man spørger, hvem han er, siger
han: ”Jeg er den, jeg er”! Guds hellighed betyder, at der
ikke bliver spillet på midtbanen. Gud er den, man tiltrækkes
af og ryster for.
I treenigheden har hver fi gur sin funktion i tre retninger,
der fastholder spændstigheden i hele treenighedsbegrebet:
Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.
Og jo længere de er fra hinanden, jo mere levende er
det. Man kunne sige, at det er mellemrummene, det
kommer an på. Jo mere tavs Gud Fader-fi guren er, jo
bedre er det. Jo mere nærværende Gud Søn-fi guren
er, jo bedre er det. Og jo mere overraskende og overrumplende
Gud Helligånd-fi guren er, jo bedre er det.
Men tit sker det, at vi enten har en tilbøjelighed til at
At trække på samme himmel…
Så den kritiske bevidsthed får vinger at fl yve med og
et ståsted at tage afsæt i.
En sammenhæng, der bl.a. har at gøre med en
indre drivkraft i det guddommelige. En drivkraft ud
mod alt det, der ikke er Gud. Alt det ’ganz Anderes’.
Nyskabelse.
Den treenige Gud. Fader, Søn og Helligånd, troens
og håbets og kærlighedens Gud er én og treenig. Derfor
er håbet ikke på trods af uenigheden og forskelligheden
– håbet er i forskelligheden og uenigheden – på
trods af vores stræben efter enshed, enighed og enhed.
Enheden er i Gud og Gud er spændt ud i en trehedsfi
gur, der sikrer, at man aldrig bliver færdig med
ham. Vi er ét i Gud – og vi er forskellige.
Ellipsestrukturen
Så vi lever af forskelligheden og på spredningens vil-
tion mod folkekirkens kommen væk fra ’det sande bibelske
grundlag’. En reaktion imod velsignelse/vielse
af homofi le, som det hedder i kirkens egen begrundelse
for etableringen. En reaktion mod ”præster, der
ikke tror på Gud” og heller ikke tror på jomfrufødsel,
fortabelse og opstandelse. Kort sagt: opgør med en
”kirke, der strider mod Guds Ord.”
Bornholmerkirken kan også ses som et lavkirkeligt
initiativ. Et forsøg på at føre vækkelserne ajour.
Oprette et sted hvor man får forkyndelse, dåb, nadver
og det såkaldt kristne fællesskab under én hat.
Oprette en nutidig og nytænkende kirke, hvor det nye
især må siges at være mere moderne musikformer. En
bilmenighed i stedet for sognemenigheden. Og man
kunne her passende spørge, hvorfor det så ikke er nok
med dét, man har i forvejen. Altså lige bortset fra dét
med den moderne musik, som de for min skyld gerne
At trække på samme himmel…
Hvilket vel ikke kan undre. Skal man føre en kirkekamp
i Ordets sande tjeneste, er det vigtigt med fælles
fodslag. Så mange sandhedsvidner fi nder der heller
ikke. Noget, der giver sig udslag på landsplan i
missionsforeningernes samarbejde gennem DBI, MF
og KFS.
Den frugtbare splittelse
Splittelse kan være fi nt og frugtbart, men enhed er nu
bedst i egne rækker. Hvis folkekirken skal rettes op,
og man virkelig ønsker at være en del af den.
Noget af det mest interessante i hele debatten om
Bornholmerkirken er derfor ikke så meget selve den
nyetablerede helmenighed, men reaktionerne fra den
etablerede højrefl øj.
Menighedslivet lever af gudstjenesten. En gudstjeneste ,
52
lægge vægten meget på én af fi gurerne, eller vi gør
det til ét stort miskmask.
kår. Vi lever i evigt opbrud.
Noget de bornholmske vækkelsesbevægelser selv
må beholde for sig selv. Hvis det er med dén på.
Og man kan også vælge at se Bornholmerkirken
der ikke først og fremmest har til opgave at tilrettelægge
religiøse oplevelser, men en gudstjeneste, der
53
Treenigheden giver kristendommen dynamik. En var et udtryk for, og som en del af bevægelsernes ef-
som liggende i naturlig forlængelse af vækkelsesbevæ- skal danne rum for at nå jorden med det himmelske
’trehedsfi gur’, der spænder et vældigt felt ud mellem terkommere nu føler som en trussel. Fordi der igen er
gelsernes individualistiske tilsnit. Den personlige om- budskab. Så vi gennem gudstjenesten og det liv, der
det, der aldrig kan forstås, altså Gud-Fader, og det, opbrud og tegn på en splittelse, der kommer indefra.
vendelse. Opgøret med autoriteterne. Den identitet folder sig ud derfra, kan trække på samme himmel.
der er meget nært, Jesusfi guren – og så det totalt over- Udfoldet helt konkret gennem etableringen af den så-
man fi k ved at gå imod det etablerede. Den kierke- Og leve med forskelligheden.
raskende og eksperimenterende: Helligånden. Den fakaldte Bornholmerkirke, som kalder sig en kirke, men
gaardske snert. Hvad formen angik i al fald. Så ingen For vi lever af forskellighederne og på splittelsens
rer, hvorhen den vil: du hører dens susen, men du ved taler om en ’helmenighed’. Baggrunden er, at der på
autoritet skal opstille love for det menighedsliv, som betingelser og med et fælles udgangspunkt og funda-
aldrig, hvor den sætter sig.
Bornholm er en udtalt praksis med den såkald te el-
jeg, den enkelte, ønsker og føler at jeg har behov for. ment. Hvis vi da ellers tør grave dybt nok ned til at
At Helligånden farer, hvorhen den vil, fører lipsestruktur, som hentyder til, at man både går i fol-
Og man kan se Bornholmerkirken som et udslag af fi nde det: den treenige Gud.
blandt andet til bibelkritik, tekstkritik. Modernitet og kekirken og så i missionshuset bagefter. Man ved jo
tidens almindelige tendenser. Opsplitning midt i glo- Men vi kan ikke bære at være uenige, hvis vi skal
kritisk sans. Evnen til altid at turde revidere sig selv aldrig helt. Der kunne være smuttet ét og andet derbalisering
og fusioneringer. At lave sekter, ’indendørs- nå et fælles mål. Så er vi nødt til at rette ind i rækker
og sin egen fornuft. Sine erfarede og indhøstede indhenne, i kirken. Provokerende sagt. Men også ellipsereligioner’,
hvor man bliver inden døre for modstands- og geled og marchere fremad i den retning, vi nu mesigter.strukturen
som udtryk for en loyalitet overfor folkekirløst
at rendyrke sin egen sandhed. Når verden derude ner, målet ligger. Guds rige eller Edens have, og der er
På den måde gør Helligånden det af med enhver ken. En loyalitet, der har været uafkortet fra Indre Mis-
bliver for broget. Og man har svært ved at afkode, langt.
fundamentalisme. Tilsyneladende. Men kun, hvis man sions side, men som har været sat på sine prøver in-
hvad der sker i den.
Men Guds rige er netop ikke hverken her eller
fastholder treenighedens spændvidde. Afstanden denfor de andre missionsforeninger fra tid til anden.
I al fald har Bornholmerkirken mødt stor mod- hisset vores projekt. Det er ikke noget, vi skal være
mellem de tre fi gurer. Ligevægten. Og den indre sam- En loyalitet, som jo også nu står sin prøve ved etablestand
fra de missionsforeninger, den primært rekrut- enige om, men netop Guds rige.
menhæng.ringen
af Bornholmerkirken, som kan ses som en reakterer
sine medlemmer fra.