Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

26
fastholde evangeliet som en poetisk sandhed. Det
mente således en teolog ved Yale universitet. Andre
mente, at læren om Jesu stedfortræden de død for vores
skyld ikke var ikke kristelig forsvarlig.
Disse og lignende synspunkter skabte en reaktion i
mange kirker. F.eks. var der en kirke i 1910, der svarede
på udfordringen ved at nævne fem fundamentale
punkter som uopgivelige for kristendommen:
1) Bibelen tager ikke fejl
2) Jesus blev født af en jomfru
3) Jesu død var en stedfortrædende død til soning for
mennesker
4) Jesus opstod legemligt
5) Miraklerne i Bibelen har virkelig fundet sted
Alle, som ønskede at blive præster i kirken, skulle tilslutte
sig disse fem punkter. På samme tid, fra 1910-
1915, blev der også i USA udgivet en småskriftserie
med titlen The Fundamentals, hvor man ville besinde
sig på, hvad det egentlige grundlag for kristendommen
var, hvad man som kristen kirke måtte fastholde for
stadig at være en kristen kirke. Denne småskriftsse rie
var til dels en udfoldelse af de fem punkter fra 1910,
og disse hæfter fi k stor udbredelse. De, der samlede
sig om The Fundamentals, blev i 1920 af en journalist
kaldt fundamentalister, og denne betegnelse blev
efterhånden alment accepteret som en beskrivelse af
visse konservative kristne.
Intentionen bag The Fundamentals var at beskrive og
fastholde, hvad kristendom i virkeligheden er, hvad
man ikke kan slippe uden også at forandre og slippe
kristendommen. Denne kamp var en dobbelt kamp.
Det fundamentale i kristendommen
Dels var det en positiv kamp for kristendom med henblik
på at defi nere og holde fast på det kristne. Men
det var også en kamp imod det, man så som fornægtelse
af kristendommen, hvilket for mange var ensbetydende
med en kamp imod det moderne. Denne
kamp var der fl ere, der samlede sig om, og det var en
strid, som prægede alle de forskellige kristne konfessioner,
og som gik på tværs af kirkelige grænser. Det
betød så samtidig, at debatten fi k forskelligartet karakter
i forskellige sammenhænge.
Mange – men langt fra alle – af dem, der fi k betegnelsen
fundamentalister, mente, at Jesus snart ville
komme igen for at oprette et tusindårsrige på jorden.
Denne tro på et kommende tusindårsrige var en af
grundene til, at adskillige af de lutherske kristne i
USA ikke ville identifi cere sig med The Fundamentals,
selvom de mente, at det var Skriften alene, der var
øverste autoritet i kirken, at Bibelen var Guds ord, og
at Jesus var legemligt opstået fra de døde.
Efterhånden blev fundamentalisterne i USA kendt
i medierne for det, de sagde nej til, og begrebet
fi k en mere og mere negativ betydning. I løbet af
1940’er ne ønskede mange af dem, som ellers mere eller
mindre identifi cerede sig med det fundamentalistiske
udgangspunkt, ikke at bruge betegnelsen om
sig selv, bl.a. fordi en del af dem, som gerne kaldte
sig fundamentalister, agerede aggressivt og krævede
afstandsta gen fra alt, hvad der lugtede af liberal teologi
og liberal livsførelse, f.eks. alkohol (hvilket var
kraftigt debatteret i mellemkrigstiden i USA), kortspil,
biografer, dans og moderne musik.
Med tiden mistede ordet sin direkte tilknytning til amerikanske
protestantiske kredse og blev brugt i mere
og mere bred betydning.
Man begyndte at tale om romersk-katolske fundamentalister,
hinduistiske fundamentalister, muslimske fundamentalister
osv. I løbet af 1980’erne blev det almindeligt
at tale om muslimsk fundamentalisme. Gradvist
har begrebet fået en så bred betydning, at det kan
bruges i en kritik af alle, der synes at have radikale
synspunkter, om de er ateister, eller hvad de er.
Fundamentalisme på dansk?
Begrebet fundamentalisme er som sagt født i USA, som
en betegnelse for visse protestantiske kristne, men efterhånden
har begrebet bredt sig til hele verden og
bruges om mange forskellige grupper af mennesker.
Som jeg nævnte i begyndelsen, bruges det ofte om
muslimer og særligt i forbindelse med bomber, vold,
terrorisme og ødelæggelse.
Det betyder, for mig at se, at man som kristen må opgive
ordet som en betegnelse for kristendom. Det er
blevet et ord, som i reglen ikke kan bruges til meget
andet end som et kraftudtryk eller en fornærmelse.
En mere positiv brug af ordet kan dog fi nde
anven delse, hvis man ser på nogle af de motiver, som
lå bag diskussionerne i USA i begyndelsen af det 20.
århun drede og på den baggrund spørger til den måde,
på hvilken en lignende debat er foregået i Danmark og
til, hvad vi kan lære af debatten.
Også i Danmark er der en interesse for, hvad kristendom
er, og hvad kristendom historisk set har været.
Den store interesse for Da Vinci mysteriet, Thomasevangeliet,
Judas-evangeliet og tidlig kristendom vidner
om det. Også i Danmark i dag er det vigtigt for en
kristen kirke at vide, hvorfor man er til, og hvad det
er, man vil, og derfor også svare på spørgsmålet om,
hvad kristendom er.
Det fundamentale i kristendommen
Hvis den kristne kirke vover at være kristen kirke, kan
den ikke undgå at få spørgsmålet: Hvad er egentlig
kristendom? Og i forsøget på at svare på det spørgsmål,
må man skelne mellem det essentielt kristne og
det mindre vigtige, mellem det fundamentale og det,
som ikke er så afgørende. I virkeligheden er det en
skelnen, alle anvender, om de er klar over det eller ej.
I den danske grundlov § 4 står der: ”Den evangelisk-lutherske
kirke er den danske folkekirke og understøttes
som sådan af staten”. Her bliver folkekirken
defi neret som luthersk. Det er altså fundamentalt
i grundlovens forståelse af folkekirken. Det lutherske
henter sit navn fra reformationen i 1500’tallet, hvor
der også blev spurgt efter, hvad kristendom i virkeligheden
er. I forsøget på at svare på det, blev der formuleret
nogle teologiske slagord, som ’skriften alene’
og ’troen alene’. Ved hjælp af de slagord ønskede reformatorerne
i 1500’tallet at fastholde det fundamentale
i bibelsk kristendom.
Grunden til talen om ’skriften alene’ var, at man
men te, at ægte kristendom er bibelsk kristendom, og
at det derfor er umuligt at komme udenom Bibelen.
Sagen er jo, at der altid vil være en autoritet i kirken.
Det er uundgåeligt. Spørgsmålet er bare, hvem eller
hvad der har den endelige autoritet. Er det traditionen,
er det præsterne, biskopperne, paven, kirkeministeriet,
fl ertallet? Hvis man i kirken er enig om, at det er
Gud og Guds ord, der er den endelige autoritet, bliver
man i en luthersk kirke ført tilbage til Bibelen som
grundlag og udgangspunkt.
Det var det, man ønskede på reformationstiden,
og det var det samme, mange ønskede både i USA og
i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede.
27