Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

nen, at det, der gør et menneske til fundamentalist, er
ikke dets overbevisning om gudsordets ufejlbarlighed
men dets overbevisning om egen læsnings ufejlbarlighed.
Det kan ikke siges bedre.
Det er et enkelt og godt fundament for troen.
Fundamentalister bliver vi først, hvis vi omsætter vores
læsning til magtsprog.
Man kan sikkert sige det på mange måder. Jesus
gav på forskellig måde udtryk for, at medmennesket
altid skal behandles som mål og aldrig som middel.
Heller ikke når vi mener, det sker i en højere sags
tjenes te. Guds. Det ville være fundamentalisme.
Man kunne også sige det på den måde, at evangeliet
er en ikke-internaliserbar sandhed. Det vil sige, at
ingen læser eller tilhører en gang for alle kan tilegne
sig evangeliet som en idé eller norm for derefter at
gøre det til handlingsorientering for andre.
Usikkerhedens forløsning
Det nærmeste, man kommer en sammenfatning af
evangeliet, er kærlighedserklæringen.
Johannes’ danske navnebror, professor Sløk, nåe-
de på sine gamle dage frem til den underfundige og
fl ertydige formulering, at Gud lod en bemærkning
falde: ’Jeg elsker dig’.
Ved at sammenskrive det evangeliske budskab til
en kærlighedserklæring, understreger Jesu fortolkere,
at hans budskab ikke kan tilegnes for at besiddes som
ejendom eller bevidsthedsform.
Kærlighedserklæringen informerer ikke om en tilstand
eller omstændighed. Den fortæller ikke om virkeligheden,
den skaber den.
Når bemærkningen er faldet, er alting forandret.
Frieren kan for eksempel få en kurv eller få gengældt
sin kærlighed. Hvad der end sker, bliver intet som før.
På samme måde med vores mellemværende med
fundament, fi nder den en utilpasset frelser, som en
del af sin egen tradition.
Vi siger, at vi lever i en kristen kultur. Og det er
rigtigt, for så vidt kulturen stadig huser den kristne
forkyndelse, men Jesus’ ord bliver aldrig en del af kulturen
på den måde, at de går i et med den. Ordene
gør alting nyt.
Man kunne spørge, om de så ikke netop også gør
tidens genvundne erfaring hjemløs. Den erfaring at
gammelt og nyt igen kan forenes.
Vi er børn af forestillingen om, at traditioner var
noget, Gud havde skabt, for at vi kunne komme til
orde med vores kritik af dem.
Men vi bliver gamle med erfaringen af, at traditionen
vil os noget. At den, der vil frem, er nødt til at gå
tilbage for at fi nde sit udgangspunkt, sit ståsted og
fundament.
Usikkerhedens forløsning
til at antage den. Og den, der afmægtigt bøjer sig for
Gudsordet.
Den sidste form forsøgte man at glemme ved at
rydde den af vejen for så blot at konstatere, at den
fyldte mere i sit fravær, end den havde gjort i sit nærvær
.
Sådan fylder evangeliet stadig betragteligt i den
tradition, vi igen kan vende os imod for at fi nde ud af,
hvad det er, vi skal nu og om lidt.
Men samtidig er evangeliet Guds ord, som ingen tradition
kan opsuge og assimilere.
Budskabet modsætter sig harmonisering. Evan geliet
om den kærlighed, Gud elsker sin skabning med ,
fi ndes kun, hvor det hele tiden tilegnes for straks at
glemmes og tilegnes igen.
Jesu forkyndelse er en del af vores tradition, uden
58
Man kan sætte sig ind i Senecas tanker. Filosoff en
og digteren ved Neros hof var samtidig med Jesus, og
Gud.
Man kan tage Jesus på ordet eller lade være. Men
Den epoke, som går under betegnelsen det moderne,
rettede sin opmærksomhed fremad, mens vo-
at det af den grund går op i den og bliver et med
den.
59
hans ideer kan virke ligeså friske som Jesus’. Man kan man kan ikke stille ordene op i et system for at gøre
res eftermoderne opmærksomhed retter sig mod Det er det, der menes, når det siges, at evange-
tilegne sig hans humanistiske idealer og gøre dem til dem til genstand for diskussion om, hvorvidt det er
hvad som helst af værdi. Vi lever i et tidehverv, som liet altid er nyt. Nyt og gammelt kan altså i evangelisk
sine egne. De kan blive en del af den måde, man tæn- klogt at tilslutte sig eller forkaste dem. Endnu mindre
lang somt er ved at skifte sin restløse interesse for det forstand alene forenes i et bestandigt selvopgør.
ker om verden på.
kan man tugte andre med dem.
nye ud med en langt rigere opmærksomhed.
Det er forhåbentlig årsagen til, at fundamentalis me
Jesus’ ord lader sig ikke på samme måde sammen- Men det sikreste værn mod enhver form for funda-
Således møder evangeliet os også bagfra. Fra tra- trods alt har det så vanskeligt i vores kultur, at den må
fatte i et system. Den, der forsøger, løber ind i vanskementalisme er måske i virkeligheden den kristne meditionen.
ghettoisere sig for at vinde en vis form for identitet .
ligheder, som ligner dem, man får, hvis man forsøger nigheds bekendelse til Helligånden.
Legitimitet får den aldrig.
at opbevare ung vin i gamle sække.
Med Ånden er det ligesom med vinden, der blæ-
Men formulerede Jesus ikke sit budskab som et opgø r
ser, hvorhen den vil. På den kristne bekendelses grund
med tradition, selvom også opgøret foregik i en dis- Hvis man nu synes, at det er da en frygtelig usikker-
Det fortælles om evangelisten Johannes, at han på er fundamentalisme en selvmodsigelse.
kussion af, hvordan man skulle forstå den fælles overhed at svæve i, kan man et øjeblik tænke på, hvad reli-
sine gamle dage fi k tiden til at gå med at sammenfat te Man kan glæde sig over, at vi i vores land huser en
levering?giøs
sikkerhed og viden afstedkommer.
sit evangelium. Da han var næsten tohundrede år institution, kirken, som har det som sin opgave at for-
Kan man ikke forstå evangeliet som en slags re - Kristendom kaldes en forløsningsreligion. Det kan
gammel , kunne han rumme det hele i et par sætninkynde Guds ord, som forhindrer religionen i at blive
stau rering af den tradition, religiøse interesser havde der med og uden tvivl siges en hel del om, men så
ger. Hvis du elsker Gud men ikke dit medmenneske, kultur og kulturen i at blive religion.
bemæg tiget sig for at bruge den til eget formål?
meget er sikkert, at den i hvert fald forløser usikker-
elsker du ingen, sagde han og tilføjede, at elsker du
Man kunne måske svare, at i evangeliet støder to heden.
dit medmenneske, er det nok for Gud.
Tilbage igen
former for fundamentalisme sammen. Den, der sæt-
Når den kristne kirke deltager i eftersøgningen af sit
ter magt bag sin egen udlægning for at tvinge andre