Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

En salme om troens grund
Af Erik Norman Svendsen, biskop
1. Vor tro er den forvisning på,
at vi Guds nåde have,
som ingen af sig selv kan få,
men det er Åndens gave,
den faste grund i hjertet lagt
ved ordet om den nådepagt,
som er i Kristus stiftet.
2. Et eget væsen er vor tro,
et meget mægtigt gode,
60
som føles udi sjælens ro
igennem Jesu vunder.
taler han ud af sin fromhed til det enkelte menneske,
så man stadig kan blive berørt og bevæget.
Afgørende er, at ”jeg ved, på hvem min tro er sat.” Ja,
det menneske, som grunder sin tro og sit håb på Gud,
61
og gør os vel til mode;
går det godt, selv om han undertiden ”tumles ind og
hvad ingen ser, det ser den grant
6. Er troen ofte svag, især
Troens gave og betydning
ud” (v.7). I troen har mennesket sat den rette kurs mod
og ved, at det er evig sandt,
når jeg af korset trænges,
Når Brorson skal skildre, hvad der er grundlæggende ”en sød og salig ende” (v.8).
hvad Gud i ordet lover.
så må dog troen være der,
for ham i hans kristenliv, peger han på troen på Guds
så længe hjertet længes
nåde, som den er os skænket i Jesus Kristus: ”Vor tro Selv om troens grund er sikker nok, så er menneskets
3. Usynlige og høje ting
at fi nde hjælp og mærke kan
er den forvisning på, at vi Guds nåde have.” Troen er egen tro ofte højst usikker og præget af livets bølge-
kan troen se og høre,
af håbet kun det mindste gran,
i den sammenhæng noget andet og mere end viden. gang. Som en bølge er vores tro snart oppe med ud-
og midt i sukke frydespring
så er der tro i hjertet.
Den er en fast tillid, ja en sikker forvisning, som der syn til Guds himmel, snart nede i bølgedalen, hvor
mod nådens solskin gøre.
står i Hebræerbrevet 11,1: ”Tro er fast tillid til det, der man ikke kan se ud over bølgetoppen. Mellem disse
Gud er min Gud, og ved hans Ånd
7. Jeg ved, på hvem min tro er sat,
håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”
to bevægelser er troen spændt ud, men selv i bølge-
jeg har alt Himlen i min hånd,
ham får man mig at unde;
da len kan den troende dog være forvisset om at være
thi Jesus i mig lever.
hvem Gud kun holder for sin skat
Den tro kan vi ikke selv præstere eller mande os op omsluttet af Guds nåde.
skal aldrig gå til grunde.
til. ”Som ingen af sig selv kan få, men det er Åndens ”I Jesu vunders søde ro mit hjerte lystigt gøre”,
Vel den, som bygger fast på Gud,
gave” siger Brorson med tydelig henvisning til Luthers si ger Brorson med henvisning til, at jeg under alle for-
lad det så tumles ind og ud,
forklaring i Den Lille Katekismus til den 3. trosartikel: hold kan glæde mig over, at Jesu lidelse og død er til
han står, når alting ligger.
”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan
tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham,
bedste for mig.
4. Hvad vil nu Satans ganske hær
med mine synder gøre?
Lad ham dem alle, hver især
frem for mit hjerte føre;
jeg ved vel, at min synd er stor,
men Jesus siger i sit ord:
Den dig forladt skal være.
5. Det ord, det ord mig giver ro
og er mit faste anker,
når Satan stormer mod min tro
med mange tvivlens tanker.
Hvad agter jeg hans trussel mer!
Min tro Guds milde hjerte ser
8. Så vil jeg da i denne tro
mit ganske levned føre,
i Jesu vunders søde ro
mit hjerte lystig gøre;
hans Ånd mig er et pant derpå,
at endelig min tro skal få
en sød og salig ende.
H.A. Brorson 1735. Den Danske Salmebog nr. 577
Den danske salmedigter Hans Adolph Brorson er en af
vore fi neste poeter, der som teolog er mere optaget af
forkyndelsens eksistentielle indhold og den personlige
fordybelse end af kirkelige spørgsmål. Hans salmer
sigter derfor mere på den personlige opbyggelse
end på kirkens gudstjenesteliv. Følsomt og inderligt
men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeli et,
oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i
den sande tro, lige som han kalder, samler, oplyser og
helliger hele kristenheden på jorden og bevarer den
hos Jesus Kristus i den sande, ene tro.”
Den skænkede tro skildres som ”et mægtigt gode”,
der ”gør os vel til mode” (v.2). Selv ”midt i sukke” kan
troen få os til at gøre ”frydespring” af jubel over, at
”Jesus i mig lever” (v.3). Satan og alle hans gerninger
og alt hans væsen kan intet stille op mod Jesu tilsagn
om tilgivelse af al synd, selv om den er nok så stor
(v.4). Ja, netop ordet om syndernes forladelse er mit
faste anker på den farefulde sejlads gennem livet (v.5).
Selv når min tro er svag, fordi den konfronteres med
tilværelsens modgang – ”når jeg af korset trænges” –
så er den dog levende, så længe ”hjertet længes” (v.6).