Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

I en årrække synes jeg også at jeg levede med den
’stærke mand’ inde på livet i et land, som jeg ellers
har stor respekt for, og som vel må betegnes som mit
andet hjem her på jorden, for man er ikke i et land i ni
år, uden at man taber en del af sit hjerte til det.
Da jeg i 1988 kom til Storbritannien var Margaret
Thatcher premierminister og havde været det siden
1979. Storbritannien havde uden tvivl været igennem
nogle politiske kriser i 70’erne, og fagforeninger ne
havde været betænkelig tæt på at sætte det politiske
demokrati over styr. Det parlamentariske system var
udfordret af de øvrige politiske institutioner i samfundet
– og dertil kom så det stigende problem i
Nordirland hvor den politiske vold fl orerede. Det forekom
at være interessant, at den britiske regering var
ledet af en kvinde – og dertil en konservativ . Men fascinationen
gik hurtigt af. Grunden var den enkle, at der
Hvis er egentlig riget, magten og æren?
langt om på de bagerste rækker i Underhuset. Der
blev regeret med en særdeles fast vilje. Vel var det
nok på tide at nogle fagforeninger skulle hjælpes til
at forstå, hvordan et parlamentarisk system fungerer;
men det blev gjort på så brutal en måde at det britiske
samfund stadig lider under virkningerne af ubønhørligheden.
Der skete en polarisering af samfundet, som var
unødig og særdeles uhensigtsmæssig. ’Den stærke
mand’ var blevet dame og nok én af det 20. årh. vigtigste
politiske skikkelser. Hendes måde at regere på har
sat sig spor, og vi er langtfra ude af det endnu. Mrs.
Thatcher brugte ikke sit kabinet til politiske drøftelser
på samme måde, som tidligere regeringschefer havde
gjort, men lyttede meget til personlige rådgivere som
nok også havde den største indfl ydelse på hende.
Der var altså ikke nogen væsentlig politisk drøftelse
Hvis er egentlig riget, magten og æren?
44
blev talt til en hel nation som om vi var uvorne unger
der skulle irettesættes, og vi måtte da kunne forstå
i rege ringen. Ministrene var blevet nogle ressort-ledere
som var politisk ansvarlige for deres ministerier
45
at… Hele tiden var der denne stemning af, at mor ikke overfor lederen af regeringen, men de måtte påregne,
var vred men skuff et – og det er som bekendt langt at den egentlige politiske indfl ydelse af deres ministe-
værre for artige sønner og døtre! De kaldte hende ’darium kom andet steds fra end fra ministeriet selv, emmen
med håndtasken’. Mrs. Thatcher havde altid forbedsmændene og dem selv som ansvar lige ministre.
holds vis store håndtasker, som indehol dt sagsmap- Denne måde at gøre politik på er vist blevet
perne, men efter sigende var deres væsentligste brug meget almindelig. Ligeledes er det blevet almindeligt
at premierministeren kunne værge for sig, hvis ikke at fremstille regeringsledere og partiledere som nær-
ligefrem angribe den politiske modstander med dette mest uimodsigelige. Der er opstået en helt upassende
”våben”. Den politiske opposition var det lykkedes at kult omkring magten – en personlighedskult. Som
splitte totalt, og alligevel røg ministre ud og ind af re- vælgere fi nder vi os åbenbart i at blive talt sådan til,
ge ringen. Ved senere læsning af minis tres biografi er ellers ville rådgiverne ikke spille den rolle, som de
er det blevet klart, at som landet blev behandl et, så- gør. Inden Tony Blair blev valgt som leder af Labourledes
blev også kabinettet hele tiden talt til rette. Hvis partiet, havde man talt om, at den senere udenrigs-
man ved et kabinetsmøde talte mod premierministeminister, Robin Cook, kunne blive ny leder, fordi han
ren, kunne man regne med at regeringschefen rejste gik for at være en enestående politisk tænker og
sig og gav én et møgfald, der i bedste fald sendte på- håndvær ker. Han overvejede det kort men meldte så
gældende minister godt ned i sædet, i værste fald fra med bemærkningen om, at når man er lille, freg-