Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

Det var i anden halvdel af det 17. århundrede, at de
første jøder i Danmark kunne danne menighed, og
det var Fredericia, der kom først i den sammenhæng,
fordi Kong Frederik III lod indvandrere bosætte sig
for at befolke den by, som han havde grundlagt. Man
diskuterede ikke spørgsmålet om en synagoge, men
holdt gudstjeneste i et privat hjem. Med hensyn til begravelser
klarede man sig en tid ved at føre de døde
til Altona, der havde en gammel begravelsesplads.
At tingene under enevælden kunne klares anderledes
end nu til dags fremgår af følgende beretning, som
jeg gengiver fra et skrift af H.L.Hirsch fra 1896: Da
Kong Frederik den 4de engang paa Gennemrejse opholdt
sig i Fredericia, blev han blandt andet beværtet
med en Fiskeret, der smagte ham saa udmærket , at
han ønskede at vide, hvem der havde tillavet denne
Religiøs og sekulær lov
jødiske Nation” fi k tilladelse til at samles i to navngivne
medlemmers hjem for at ”deres Devotion med
Morgen og Aftenbønner og Salmer tilsammen at forrette
– dog for dem selv inden tillukte Kamre og foruden
nogen Prædiken, saaledes at ingen Forargelse
deraf aarsages.” Den jødiske menighed i København
betragter den nævnte dato som dagen for sin oprettelse.
Henvisningen til forargelse over disse fremmede
skik ke var i høj grad berettiget. Der går faktisk et halvt
århundrede, før den jødiske menighed gør et alvorligt
forsøg på at opføre en egentlig synagogebygning. I
1736 ansøger menigheden magistraten om tilladelse
til at opføre en synagoge i en gård i Vandkunsten ”for
der at have alting udi Stilhed for os selv”. Med tilladelser
fra såvel magistraten som kancelliet gik man
Kongens og hele det kongelige Huses stedseværende
Lykke.” Se, det var noget Kongen kunne bruge. Den
nødvendige tilladelse blev givet og i november 1766
blev den nye bygning indviet. Den fi k dog kun kort levetid,
for den brændte ned sammen med mange andre
københavnske bygninger ved den store brand i
juni 1795.
Det helt afgørende gennembrud for de danske jøders
forhold til statens lovgivning kom ved Den kgl. Anordning
af 29. marts 1814. Her sætter Frederik VI sig
ud over alle overvejelser med hensyn til folkelig forargelse
og giver de danske Bekendere af den mosaiske
Religion ligeberettigelse. Anordningen fastlægger i
mange detaljer, hvad dette vil indebære, og selvom
nogle af punkterne har mistet aktualitet, så har dette
dokument været af betydning for integrationen af jø-
Religiøs og sekulær lov
over fødsler, vielser og dødsfald svarende til kirkebøgerne.
Det bliver endvidere bestemt, at kongen skal autori -
sere en lærebog i den jødiske religion, og herefter skal
alle drenge og piger være pligtige til ved en off entlig
prøve at gøre rede for, hvad de har lært, og afl ægge
trosbekendelse. Det blev starten på en meget lang tradition,
hvor jødiske børn, drenge såvel som piger, blev
”konfi rmeret” uanset, at begrebet konfi rmation egentlig
er knyttet til en helt anden bekræftelse end den
jødiske. For drengenes vedkommende gjorde det sig
yderligere gældende, at de allerede havde fejret de res
såkaldte ungdomsfest i forbindelse med deres 13 års
fødselsdag, hvor de for første gang kunne kaldes til
læsning af ugens tekst fra mosebøgerne og opnåe de
at blive, hvad der betegnes som Bar Mitzvah, pligtens
36
udmærkede Ret. Man svarede ham: den og den Jødekone.
Kongen forlangte at faa hende i Tale, og udtal te
i gang med byggeriet, der dog blev standset det følgende
forår af kongen – der har vi enevælden igen.
der i Danmark i de mellemliggende snart 200 år.
søn. Det talte ikke i den statslige sammenhæng, hvor
ingen, der ikke var konfi rmeret, kunne blive gift! Var
37
til Konen, at hun skulle udbede sig en Naade. Konen, Kongen afviser de givne tilladelser, bebrejder menig-
Overordnet får Det mosaiske Troessamfund ligeberet- det ikke foregået i 14-15 års alderen, så måtte man
der havde Hjertet paa rette Sted, udbad sig da en Beheden deres ”formastelige Egenraadighed” og idømtigelse
med andre religiøse samfund, primært med lære det relevante pensum, når man søgte om at blive
gravelsesplads for sine Trosbrødre. Kongen gav straks mer dem en bøde på 800 Rdl. at erlægge til Vor Frel-
den evangelisk-lutherske kirke. Det indebærer, at de viet. Det gjaldt kristne som jøder, og jeg husker til-
Befaling til Magistraten, at der skulle anvises en saasers Kirke. Det viste sig, at biskop Worm havde prote-
gejstlige bliver ”beskikket” af kongen, og der indføres fælde, hvor en giftelysten person blev udstyret med
dan for den jødiske Menighed i Fredericia.” Jo vist har steret, ”siden det maatte drage farlige Følger efter sig
offi cielt en stilling som overrabbiner (”øverste præst”), en lærebog og derefter mødte for et tribunal med
enevælde en kortere behandlingstid end demokrati. og er den Ting mangfoldige Guds Børn, som kender
der skal føre tilsyn med andre rabbinere i landet. I overrabbiner og to medlemmer af menighedens le-
Christum, til stor Forargelse”.
1828, hvor ansættelsen af Abraham Alexander Wolff delse, der eksaminerede den pågældende.
I København var den religiøse integration noget van-
gør bestemmelserne aktuelle, bliver det mere detailleskeligere.
Der var ganske vist ingen problemer med Der går nu tre årtier, og menigheden har erhverret
fastlagt, hvilken myndighed overrabbineren skulle Jeg ved ikke, hvornår reglen blev slettet, eller om den
at oprette en plads til begravelser inden år 1700. Den vet en ejendom i Læderstræde 11A, hvor de lader et
udøve, f.eks. autorisere shächtere, besvare spørgs- i det hele taget er blevet slettet. Indførelse af det bor-
lå uden for byen, i dag er det i Nørrebros hjerte i falde færdigt hus nedrive med tanke på at opføre en
mål angående ceremonialloven, have sæde i skolens gerlige ægteskab, hvor der ikke blev krævet nogen
Møllegade, hvor de københavnske jøder blev begra vet synagoge. Biskop Worms efterfølger, biskop Harboe,
ledelse, og han skal prædike hver lørdag og på alle konfi rmationsattest, har nok fremmet afskaff elsen.
igennem 200 år. Men når det kom til gudstjeneste, var er ikke mindre kritisk end forgængeren og peger på
jødiske helligdage. Endog hans embedsdragt er be- Hvis præster og rabbinere blev for besværlige, så
det oplagt, at de nye borgere blev betragtet som et ny på den ventede forargelse. Så menigheden appelskrevet.
Han behøver ikke bære præstekrave, men kunne brudefolkene true med at gå på Rådhuset, og
frem medlegeme, og ikke mindst de kirkelige myndiglerer til kongen, og denne gang forstår man at be-
hvide fl ipper, og hans ornat skal i nogen grad minde så tog man det ikke mere så højtideligt. I den jødiske
heder var på vagt. Den 16. december 1684 udstedte lægge sine ord: ”Fra dette Hus vil vi saa sende vore
om en biskops. I henhold til Anordningen har rabbine- menighed ophørte – med en enkelt undtagelse – dren-
Kongen et ”reskript”, ifølge hvilket ”Medlemmer af den indtrængende Bønner mod Himmelen om Hans Maj.
ren ret til at vie, og menigheden skal føre protokoller genes deltagelse i den årlige konfi rmation med Anden