Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

Hvis er egentlig riget, magten og æren?
Af Peter Skov-Jakobsen, sognepræst
Længe skal man ikke læse i avisen, historiebogen, litteraturen
eller se tv-avis og fi lm, før man opdager, at
der fi ndes mennesker, der om sig selv mener, at de
har så meget ret, at de kan tillade sig at skyde mennesker
ud af tilværelsen, bombe dem ind i evigheden,
gøre livet på jorden for den politiske modstander til
et helvede af tortur og tavshed. Man skal ikke lytte
længe efter deres skingre stemmer hverken i den politiske
historie eller i kirkehistorien. Der er en god
sig illusioner om den for dens hunger er endeløs, og
dens tilstedeværelse er evig. Han lærte os også at den
i høj grad læner sig op ad sig selv. Den går (med et moderne
udtryk) i selvsving. Den har en god hjælper i kynismen.
Det er en eff ektiv og kold ven, der sørger for
at målet altid er for øje, nemlig at magten skal være
in takt. Når man ikke har magten, kan man drømme
om at have den. Pudsigt er det så at konstatere, at der,
hvor magten for alvor er koncentreret, er det, som om
udleverer hele magten til et andet menneske, så går
der ikke lang tid, inden han forsøger sig med at gå på
vandet (og glemmer at det er der kun én der har gjort
ind til nu). Den moderne retsstat er et system i stadig
udvikling mod en kontrol af magten.
Der fi ndes noget, der hedder ”loven”, og den skal
overholdes. Derfor kan man heller ikke bare kaste rundt
med samfundsinstanserne efter forgodtbefi ndende.
Man kan ikke investere off entlige midler i for spekulative
foretagender, og man kan heller ikke bare ”lægge
roret helt over”, fordi man synes at samfundsskibet skal
dreje hurtigt i en anden retning, som et erhvervsforetagende
kan gøre det. I en virksomhed har man trods alt
kun ansvaret for sin business og de ansattes ve og vel;
men i samfundsinstitutionen skal man sikre, at der stadig
er plads til alle – dem man er enige med, såvel som
dem man er aldeles uenige med, og man skal overveje,
Der må fi ndes nogle, der ikke er underlagt tilfældigheder
og modsætninger som de fl este af os andre. Der
fi ndes en drøm om, at der fi ndes mennesker, der kan
samle alle et samfunds tråde i deres hænder og styre
dem.
Mon ikke de fl este af os genkender synspunktet
som et, der sjældent kommer ret meget senere end to
bajere henne i den gemytlige samtale?
Jeg vil ikke snige det ind i min læser men kort konstatere,
at jeg afskyr synspunktet. Enhver form for totalitarisme
fi nder jeg nedværdigende for ånd, sjæl, legeme,
sandhed, retfærdighed og ikke mindst for friheden.
Grunden er nok den enkle, at vi er nogle, der er
opdraget til, at samfundet er båret af frie mennesker,
der tager ansvar og pligt på sig. Vi er opdraget til, at
ordet er frit, og ingen kan beslaglægge det og kom-
42
grund til, at teologerne opfandt begrebet: den retfærdige
krig! De havde set, hvad den hellige krig førte
den ikke efterlader sin udøver i nogen særlig overlegen
situation endsige med en lettet og overbærende
om et lille vrid på kursen kan afstedkomme fuldstændig
utilsigtede hændelser i samfundsmekanismen.
mandere andre til tavshed. Nogle af os er opdraget til
at lægge mærke til autoriteter, og har intet imod dem,
43
med sig af grusomhed, for når mennesker mener, at menneskelighed. Efter sigende boede Stalin i en lille
Vi ved om det moderne samfund er det er en fi nt- men det autoritære får os til at vrænge, og den au-
de har Vorherre med på holdet, så kender snedigheden lejlighed i Kreml, arbejdede dagligt op imod 18 timer,
følende mekanisme, og beslutningstagerne ved i hverttoritære henleder tanken på latterlighed, dumhed og
i krigskunsten og lidenskaben mht. brutalitet ingen men i ham gnavede altid en angst for, at nogen var
fald, at vælgerne kan være meget ”ømfi ndtlige”.
vækker kun despekt i ens intellekt og følelse.
grænser. Augustin, Thomas og alle de andre vidste, at ved at tage magten fra ham. Han beskyttede sig med
nu var gode råd dyre og lod tanken strække ud efter et hierarki af terror. Umenneskeligheden og brutalite-
Snakken om ’den stærke mand’
’Den stærke mand’ fi ndes ikke kun i diktaturer, men
læren om den retfærdige krig, som altid har været forten kendte ingen grænser. Men den efterlod ikke sin
Det sker for ofte, når man snakker politik i uformelle også i demokratier, i kirken, i erhvervs-, kultur- og
stået som en måde at bremse vildskaben på snarere hovedmand lykkelig og ubesværet. Der var vist kun
sammenhænge, at der ytres denne længsel efter den samfundslivet. Vi har da alle være udsat for disse
end en retfærdiggørelse af krig!
datteren Svetlana, som han kunne betro sig til. Han er
”stærke mand”. Det er sådan én der kan tage aff ære og pate tiske mennesker som ikke kan få ret ved at lade
typisk for denne verdens despoter, hvad end de hed-
klare ”ærterne” i en fart. Når man spørger efter denne argumenterne lyde og derfor sætter sig igennem
Der fi ndes altså en magt, der kan gribe og forføre der, og hvor de end befi nder sig i det politiske spek-
mand, så er det vist en meget menneskelig oplevelse med den magt, som deres plads i organisationen gi-
mennesker. De fl este af os fi nder vist egentlig begretrum. De er alle udleverede til at lade deres modstan-
af, at der da må fi ndes mennesker, der ikke er ligeså ver dem. Men det er da ynkeligt, når offi ceren kun
bet magt ubehageligt. Vi fornemmer underkastelse. Vi der holde i skak af hemmeligt politi, stormtropper og
forvirret, som man selv er. Der må være nogen der er kan pege på sine distinktioner for at få ret over den
hører tyranni. Tilfældigheder og forbindelser og korri- almindelige borgeres angiveri.
ligeså kloge på fremtiden som man selv er (bag)klog menige, eller når direktøren blot sætter sig igennem
dorers netværk slår et spind rundt om vores tanke, og
på fortiden. Der må fi ndes nogle der kan lægge linier uagtet argumentationen, eller når den lavere em-
der synes ikke at være plads for sandhed og retfærdig- I vore sammenhænge har vi lært, at magten synes at
ud i fremtiden, ligesom man selv kan trække linier i bedsmand må lyde den foresatte pga. anciennitet.
hed. Den store renæssancetænker Machiavelli har have mest respekt for mennesker, hvis den kontrol-
fortiden (uden altid at tænke over hvor tilfældige de
lært os, at magten altid er der, og man skal ikke gøre leres. Så godt kender vi os selv, at vi ved, at hvis vi
linier ofte er).