Stiftsårbogen 2006 som pdf-fil (3 MB) - Holmens Kirke

den ene part er katolik eller jøde, og der opstår selv-
sagt også inden for disse grupper konfl ikter, hvor en
domstol må løse problemerne. Katolikker og jøder væl-
ger ikke at lade disse sager komme for den alminde-
lige byret. De løses i stedet af interne organer i den
katolske kirke eller hos rabbineren, en form for kon-
fl iktmægling hvor de religiøse regler lægges til grund.
Parallellen i off entlig forvaltning – og dermed folkekirken
– ville være forvaltningsnævn, så som fl ygtninge-
nævnet eller altså et evt. lærenævn. Hvorfor skulle det
være anderledes for muslimer? Vi har allerede parallel-
samfund, og det har vi haft så længe, vi har haft reli-
gionsfrihed – for mennesker lader religion styre deres
livsforhold i langt større omfang, end ikke-religiøse
mennesker bryder sig om.
Næh, jeg er mere bange for noget andet. Jeg er
bange for tendenserne til at lukke religion ude af sam-
Shari’a, fundamentalisme og dansk ret
22
fundet. Overlade religion til egne, interne strukturer,
overlade religiøse mennesker til deres egen over-
normer spille ind i valget af et aftalebaseret sæt af
regler, også anvendes. Så mennesker ikke tvinges til
gang til at off entligheden kan få indseende med og kritisk
debattere de former og magtstrukturer, religio-
23
bevisning, undlade at fastholde samfundets institutio- at vælge mellem to sæt af retssystemer, men i stedet
nerne binder op om sig med. Imidlertid – det er en anner
på at løse alle retskonfl ikter, også dem der følger i anvender samfundets domstolssystem som sidste inden
artikel.
kølvandet på menneskers ønske om at følge religiøse
normer, eller måske endog deres ønske om at kombinere
religiøse retsregler med sekulære retsregler, som
de altså gør i det virkelige liv. Jeg er bange for, at den
danske retsordens angst for religiøse regler gør, at religiøse
mennesker bliver tvunget til at pendle mellem
to retssystemer, i stedet for at få mulighed for at få
sam fundets domstole til at tage deres retskonfl ikter
al vorligt. Og pådømme dem. Ved at forholde sig til
bå de den sekulære og den religiøse side af normdan-
nelsen. At religiøse mennesker i stedet – i praksis – bli-
ver tvunget til at lade lukkede religiøse institutioner
løse deres retlige konfl ikter efter et udelukkende reli-
giøst baseret normsæt. En situation hvor vi i praksis
afskærer kontakten mellem retsdannelsen i kirke og
trossamfund fra retsdannelsen ved domstolene i ste-
det for at sikre os, at domstolenes processuelle normer
og basale menneskerettigheder også infl uerer på religiøs
retsdannelse. I den situation tror jeg først, at religiøse
normer får magt, som de har agt, uden overhovedet
at lade sig anfægte af sekulær retsdannelse. Og
dét er hvad jeg er bange for.
Så hvad gør vi ved de faktiske
parallelsamfund?
Jeg ville derfor ønske, man kunne sikre en dansk retsorden,
der giver plads til alle. Indenfor én fælles retsorden.
Ikke i et valg mellem forskellige retssystemer med
tilhørende forskellige sæt af juridisk argumentation og
forskellige domstolssystemer uden indbyrdes forbindelse.
Vejen frem er for mig at se at sikre, at de muligheder,
der faktisk er i dansk ret for at lade religi øse
stans til løsning af alle typer af retlige konfl ikter. Jeg
tror, det er nødvendigt, at det danske juridiske system
gør sig bekendt med de åbninger, der er for at anvende
religiøse normer inden for retten, og lader seku lær og
religiøs tankegang mødes i en retlig analyse af de konkrete
konfl ikter, det bringer med sig.
Forskere har vist, at danske (og engelske), muslimske
(og hinduistiske og jødiske) kvinder (især, selvfølgelig!)
mister rettigheder, fordi de lever i en konfl ikt
mellem et dansk retssystem og et islamisk (etc., etc.)
retssystem mht. ægteskab, skilsmisse, ret til børnene,
medgift mv. I stedet for at se de islamiske – eller katolske
eller jødiske – normer som enten fremmed ret,
der ikke lægges til grund her, eller religiøse normer,
der i hvert fald slet ikke kan anvendes her, burde advo-
kater og domstole se på de normer, der faktisk har
styret forventningerne og aftalerne omkring det konkrete
ægteskab og så anvende dem sammen med den
danske, sekulære retsorden, når konfl ikterne kommer.
Det ville også tage luften ud af tendensen til at etablere
egne, religiøse domstole hos imamer, rabbinere og ka-
tolikker.
Jeg vil altså fastholde, at der er ét domstolssystem
i Danmark, der i sidste instans må tage sig af alle kon-
fl ikter, evt. efter en indledende behandling ved interne
nævn i trossamfund mv.
Religionsfrihed i forhold til den udøvende magt
Kernen i religionsfriheden er en frihed til, at trossam-
fundet selv tilrettelægger sin religionsudøvelse uden
om den udøvende magt. Men også her vil jeg foreslå
mere gennemsigtighed. Ikke mere kontrol – men ad-
Fælles lovgivningsmagt
Endelig vil jeg gerne have opretholdt ét fælles lovgivningssystem
i Danmark. For det er jo ikke nok at henvise
til, at straff eloven (eller grundloven) nu engang ser
sådan ud, og den må alle danske følge. Det afgørende
er, hvordan straff eloven skal se ud fremover, når den
skal ændres, og hvilke argumenter, der gælder i den
diskussion, ligesom det afgørende er, hvordan retsor-
denen bag den religiøse kult skal være, ikke blot, hvor-
dan den er. Dét er udfordringen i et demokrati, hvor
borgerne har forskellige religiøse udgangspunkter.
Henvises religiøse argumenter til de private rum, op-
står der først parallel-samfund.
Shari’a, fundamentalisme og dansk ret
Jeg ser kun én vej frem. Det er ikke nok i et demokrati
at argumentere med, at mennesker kan ændre
Guds regler. Det er nødvendigt også at argumentere
for, hvorfor de regler, man som menneske ønsker, er
bedre end de regler, andre ønsker i Guds navn. Det er
ikke nok at argumentere med, at straff eloven er vedta-
get af Folketinget, af mennesker altså, og (derfor) skal
stå over ethvert krav om at ville følge Guds lov. Det er
nødvendigt også at argumentere med, at straff ormer
som stening for hor er umenneskelige og derfor ikke
skal indføres, heller ikke ad demokratisk vej. Ja, det er
måske endog nødvendigt i Guds navn at argumentere
for, at stening for hor er blasfemi – for hvem skal kaste
den første sten?