searchable_1182-1989..

13
linger som kordegn fastsætter, at stillinger som kordegn ikke kan oprettes
i pastorater med under 5000 beboere, idet der dog gives kirkeministeren
en dispensationsmulighed. Derimod indeholder bekendtgørelsen
ingen bestemmelser om, under hvilke betingelser en kordegnestilling
skal oprettes.
Det er klart, at en præsts arbejdssituation påvirkes afgørende af, hvilken
bistand der stilles til rådighed i hans arbejde. Det er også givet, at
forudsætningerne i forbindelse med en præsts ansættelsesforhold
giver et retskrav på bistand i et vist omfang, men en nærmere afgrænsning
er ikke foretaget og lader sig overordentlig vanskeligt foretage
generelt. Viser der sig afgørende behov herfor, giver den nugældende
bestemmelse i § 32 i folkekirkens lønningslov af 1969 - videreført i
udvalgets lovudkast § 21 - hjemmel for, at kirkeministeren fastsætter
de nødvendige generelle bestemmelser.
Præsten har arbejdslederfunktioner vedrørende kirkefunktionærer
med hensyn til:
1) Kirkebøgernes førelse.
2) Medvirkende kirkefunktionærer under gudstjenester og kirkelige
handlinger (§ 18, stk. 2, i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens
kirker m.m.)
3) Kirketjenere med hensyn til færdiggørelse af konfirmandlokale til
konfirmandforberedelse, tilsyn med konfirmander m.v.
4) Kordegne med hensyn til særlige bistandsforpligtelser for præsten.
Præstens arbejdslederfunktioner begrænses af bestemmelserne i kirkefunktionærernes
regulativer.
Problem kan opstå for en præst med hensyn til gennemførelsen af arbejdslederfunktionerne.
Hvis menighedsrådet ikke deler præstens
anskuelser, har præsten ingen tvangsmidler. Formentlig kan heller ikke
de kirkelige tilsynsmyndigheder gribe ind (måske bortset fra tilfælde,
hvor kirkefunktionæren er tjenestemandsansat). Tilsynsbestemmelsen
i menighedsrådslovens § 37 giver i hvert fald kun stiftsøvrigheden
sådan beføjelse i situationer, hvor det er åbenbart, at menighedsrådet
undlader foranstaltninger, det er forpligtet til at gennemføre.
Baggrunden for denne konfliktmulighed, nemlig at menighedsrådet
er arbejdsgiver for kirkefunktionærerne, men ikke for præsten, kan
ligeledes i tilfælde af samarbejdsvanskeligheder i øvrigt mellem præst
og kirkefunktionærer give betydelige vanskeligheder med hensyn til
at placere ansvaret for disse samarbejdsvanskeligheder.
En afhjælpning af de ulemper, som den nuværende ordning giver teoretisk
mulighed for, og som i praksis heldigvis kun opstår sjældent,
kan formentlig kun ske ved at give en tilsynsmyndighed (stiftsøvrigheden
eller Kirkeministeriet) kompetence til at træde ind i en sådan
sag og træffe afgørelse i sagen. Kompetencen måtte nødvendigvis væ-