searchable_1182-1989..

43
grundlaget for tjenestemandsaftalen af 27. august 1971, der gav hjemmel
for udbetaling af et rådighedstillæg til præster, der påtog sig
(yderligere) arbejdsforpligtelser i eller uden for deres pastorat.
Uanset de principielle betragtninger i tjenestemandskommissionens
udvalgsberetning og tjenestemandslovens særbestemmelser er folkekirkens
tjenestemænd dog omfattet af den af finansministeren den 15.
august 1975 indgåede aftale med centralorganisationerne (bilag 7).
Det er ved § 3 i denne aftale fastsat, at folkekirkens tjenestemænd har
folkekirken som ansættelsesområde. Ved § 6, stk. 2c, bestemmes det,
at aftalen først træder i kraft til det tidspunkt, der senere af finansministeren
efter forhandling med kirkeministeren måtte blive fastsat for
de enkelte tjenestemandsgrupper i folkekirken.
Finansministeriet har efter indstilling fra Kirkeministeriet i skrivelse
af 22. januar 1980 bestemt, at det større ansættelsesområde skal træde
i kraft for kirkefunktionærers vedkommende.
For tjenestemandsgrupper med et større ansættelsesområde skal opslag
af ledige stillinger indeholde oplysning af ansættelsesområdet og
det foreløbig gældende tjenestested (tjenestemandslovens § 5, stk. 2).
Ved ansættelse i tjenestemandsstillingen anføres i ansættelsesbrevet
stillingsbetegnelse og ansættelsesområde (tjenestemandslovens § 9).
Samtidig meddeles det tjenestemanden - men altså ikke i ansættelsesbrevet
- på hvilket tjenestested tjenestemanden indtil videre skal forrette
tjeneste.
For tjenestemandsgrupper uden større ansættelsesområde vil tjenestestedet
ofte være sammenfaldende med ansættelsesområdet. Dette
gælder præster i folkekirken, for hvem i almindelighed pastoratet er
såvel tjenestested som ansættelsesområde.
En del af underudvalget (E. Bagger, K. Bagger, Henning Rasmussen
og Bertil Wiberg) mener ikke, at argumentationen i beretningen fra
tjenestemandskommissionens underudvalg nødvendigvis fører til det
resultat, som er kommet til udtryk i tjenestemandslovens særbestemmelser.
Gennemførelsen af større ansættelsesområder vil ikke ændre ved det
forhold, at en præst udnævnes for et bestemt pastorat, eventuelt flere
pastorater. (Der ses herved bort fra de ganske få præstestillinger med
specielle arbejdsopgaver: fængsler, sygehuse o.lign.) Gennemførelsen
af et større ansættelsesområde vil heller ikke have nogen indflydelse
på menighedsrådenes indstillingsret, men vil alene have den betydning,
at præsterne ikke er beskyttet imod en ændret arbejdsfordeling.
En nødvendig økonomisering med arbejdskraftsressourcerne og
et ønske om alligevel at bevare et mønster, hvorefter præster bevares i
de flest mulige af landpastoraternes præsteboliger, har medført en
øget fordeling af arbejdskraftsreserver mellem iøvrigt selvstændige
pastorater. Denne udvikling må antages af fortsætte.