searchable_1182-1989..

65
Kapitel 4
Disciplinærforfølgning imod
præster og provster
4.1. Historisk indledning Som anført i kap. 3 var afskedsproceduren for gejstlige efter retstilstanden
et stykke ind i dette århundrede begrænset til enten en diskretionær
afskedigelse med deraf følgende ret til pension eller en fradømmelse
af embedet ved dom. Sidstnævnte skulle ske ved de særlige
gejstlige retter.
Fra begyndelsen af dette århundrede gør to udviklingslinier sig gældende,
nemlig på den ene side præsternes gradvise inddragelse under
et stadigt mere udviklet tjenestemandssystem og på den anden side
forsøgene på at nytænke og nyskabe en gejstlig retspleje.
De sidstnævnte overvejelser havde og - som det vil ses - har stadig
4.1.1. Tidligere behänd- deres grundlag i en siden reformationen stort set uændret ordning af
Ung af en fornyelse af den den gejstlige retspleje i disciplinærsager.
gejstlige jurisdiktion.
De gejstlige retters historie er lang og indholdsrig, og der skal ikke i
det følgende forsøges tegnet noget billede heraf. De følgende bemærkninger
indskrænkes til alene at angå udviklingen i dette århundrede.
Allerede under behandlingen i rigsdagssamlingerne 1901-1902
og 1902-1903 af lov om rettens pleje fremkom forslag om ophævelse
af de gejstlige retter. Forslaget begrundedes bl.a. med, at de i deres
sammensætning og procesmåde var forældede. Når forslaget ikke
blev vedtaget uanset flertal herfor i Rigsdagen skyldtes det modstand
fra kultusministeren, der anførte, at efter at kirken ved grundloven var
blevet folkekirke i stedet for statskirke, måtte bestræbelserne fremtidig
gå ud på så meget som muligt at skille statens og kirkens sager ad.
Dette sigte ville rime dårligt med en ophævelse af de gejstlige retter.
På baggrund heraf, men også fordi de gejstlige retter naturligt burde
behandles i forbindelse med kirkens forfatningsspørgsmål, blev det
udtrykkeligt henlagt til det Kirkelige Udvalg af 1903 at medtage de
gejstlige retter under sine overvejelser, herunder såvel spørgsmålet
om deres opretholdelse som om de regler, der burde være gældende
for dem. Det Kirkelige Udvalg nedsatte et underudvalg herom med
professor, dr.jur. Jul. Lassen som formand. Med udgangspunkt i en
kritik, der i alt væsentligt svarer til den under pkt. 4.4. anførte, konkluderer
underudvalget (4. samling, sp. 10-11): »Dette (altså kritikken)
ville naturligvis ikke være afgørende for Spørgsmålet om deres
Beståen eller Ikke-Beståen, når man i og for sig mente, at det var rigtigt
at fastholde dem, men Underudvalget er enigt om, at der er ingen
Grund dertil. Man har fundet, at det eneste, der kunne tale for noget
særligt i folkekirkelige Sager, var et Sagkyndighedsspørgsmål, og dette
Sagkyndighedselement, man så kunde og måtte ønske at få med,