searchable_1182-1989..

67
skediges - særligt i tilfælde af uoverensstemmelse med menigheden,
jf. kapitel 3, afsn. 3.2.2.5.1.
Lovforslaget blev ikke vedtaget. Der var ganske vist enighed om, at de
hidtidige gejstlige retter var forældede på enhver måde og uheldige.
Derimod var der ikke enighed om, hvorvidt en retslig behandling
overhovedet skulle opretholdes. En ordfører citerer med tilslutning
folketingets udvalgsbetænkning fra 1903 vedrørende retsplejeloven:
»Hvad de gejstlige Retter angaar, da har der i Udvalget ikke været
megen Tvivl om, at dette er en forældet Indretning, selv til Behandling
af Sager om »gejstlige Embedsmænds Pligter og Forhold i Embedsførelse«,
hvilke Sager helt fyldestgørende kunde afgøres dels ad
Forvaltningsvej ved Vejledning eller Tilrettevisning af Foresatte eller
ved Fjernelse fra eller Berøvelse af Embede, dels ad almindelig Retsvej,
og endnu mindre Grund synes der at være til at bevare gejstlige
Retter til Behandling af Skolelærersager.«
Dermed var sagen kørt fast og videre udvikling er ikke sket.
4.1.2 Tjenestemands- Medens de i afsnit 4.1.1. omtalte bestræbelser ikke har givet resultat,
systemets udvikling. ser det anderledes ud på tjenestemandslovgivningens område, hvor
gradvis et af de gejstlige retter uafhængigt disciplinærsystem er opbygget.
Allerede ved lov nr. 543 af 4. oktober 1919 om folkekirkens tjenestemænd
uden for København og Frederiksberg m.v. (§§ 49-50), fastlægges
de disciplinære straffe for tjenestlig forseelse til advarsel, irettesættelse,
bøde eller afskedigelse. Endvidere bestemmes det, at en
præst, imod hvem disciplinær undersøgelse for tjenestlig forseelse er
indledet, har ret til at forlange undersøgelsen henvist til provsteretten,
samt a/bøde over 10 kr. ikke kan anvendes, forinden sagen har været
undersøgt ved provsteretten, medmindre uforbeholden skriftlig tilståelse
foreligger.
Bestemmelser af tilsvarende indhold optages i de senere lønningslove
for folkekirken, senest i §§ 64-65 i lov nr. 418 af 12. juli 1946 om folkekirkens
lønningsvæsen uden for København og Frederiksberg m.v.
De særlige lønningslove for København og Frederiksberg henviser til
disse bestemmelser, der således fandt tilsvarende anvendelse på præsterne
i København og på Frederiksberg (hvorledes det så lod sig gøre,
da der ikke fandtes provsteretter i København).
I 3. betænkning afgivet af Lønningskommissionen af 1954 (nr.
198/1958) bemærkes til disse bestemmelser (side 66):
»Fra præsteforeningens side har der i forbindelse med denne bestemmelse
været rejst spørgsmål om at søge gennemført en revision af de
regler, der gælder for provsteretternes virksomhed. Endvidere har