searchable_1182-1989..

66
kunde man allerbedst få ind ved at indordne det i de almindelige Retter,
således at Sagen fulgte den almindelige Rettergang«. Om dette
synspunkt var der enighed i Det Kirkelige Udvalg, hvis forslag herefter
blev udformet efter følgende principper:
1) I forbindelse med påbegyndelse afstrafferetlig undersøgelse imod
en præst gives der meddelelse herom til biskoppen, der afgør om »der
på grund af Sagens Beskaffenhed som Embedsforseelse eller på
Grund af dens Berøring med pågældendes Embedsførelse, Lære eller
Levned bør finde folkekirkelig Medvirken sted ved dens Behandling
og Pådømmelse.« Hvis biskoppen mener det, gør han indstilling herom
til Kirkeministeriet. Der er i denne bestemmelse tale om almindelige
strafferetlige forundersøgelser, der ikke specielt vedrører »embedet«,
men udmærket kan gøre det efter reglerne om forbrydelse i offentlig
stilling og hverv, og i alle tilfælde vil berøre præstens levned.
2) Tiltale til embedsfortabelse på grund af overtrædelse af »Pligter i
Henseende til Lære eller Levned« rejses af biskoppen eller ministeriet.
I disse sager - hvor der altså ikke er tale om tiltale til strafs idømmelse
- skal der være folkekirkelig medvirken.
3) Sagerne behandles ved de almindelige domstole, d.v.s. underretterne
(i København ved Københavns Kriminal- og Politiret) efter de for
disse almindeligt gældende retsplejeregler.
4) Hvor »folkekirkelig« medvirken skulle finde sted, skulle denne bestå
af en provst og en præst. Ved valg blandt præster og provster i
stifterne opstilles en liste over emner, og retten skulle ved lodtrækning
afgøre, hvilke af de på listen anførte som skulle medvirke i den
konkrete sag. (Underretterne foreslås, når der er gejstlig medvirken
benævnt provsteretter).
5) Provsterettens afgørelse ankes direkte til Højesteret.
Det var længe genstand for overvejelse, hvorledes man skulle stille sig
med hensyn til en præsts nægtelse af at foretage en kirkelig handling
for et menighedsmedlem, når nægtelsen havde samvittighedsgrund.
Spørgsmålet bortfaldt, da kommissionens forfatningsudkast fik følgende
bestemmelse: »Mener en Præst efter Forhandling med Menighedsråd
og Biskop af Samvittighedsgrunde at burde nægte Foretagelsen
af en kirkelig Handling for et Menighedsmedlem, kan Tiltale
imod Præsten ikke finde Sted på Grundlag af den skete Nægtelse alene,
men kun, naar hans Embedsførelse iøvrigt giver Anledning dertil«.
I rigsdagssamlingen 1912-13 fremsatte kultusministeren forslag til
lov om behandlingen af folkekirkelige retssager, der i alt væsentligt
følger kommissionsforslaget. Ligesom dette, var lovforslaget kædet
sammen med bestemmelser om, hvorledes en præst iøvrigt kunne af-