searchable_1182-1989..

30
lighed i disse tilfælde. Som mangeårig praksis viser, er en sådan valgmulighed
udelukkende teoretisk, og ved at afskaffe den er det udvalgets
hensigt at understrege, at hvor valgmuligheden bevares for ministeren,
forudsættes den også anvendt i praksis. Naturligvis må dette
ske i forfølgelse af folkekirkelige formål. Disse kan bl.a. bestå i generelle
personalepolitiske hensyn såsom ønskeligheden af forflyttelse af
en præst eller ansættelse af en teologisk kandidat, der uden grund har
vanskeligt ved at opnå indstilling som nr. 1.
Udvalget har ikke foreslået ændring af den hidtidige bestemmelse,
hvorefter en ansøger, der ved 1. afstemning har fået alle de afgivne
stemmer, skal udnævnes, men bestemmelsen vil fremtidig kun få selvstændig
betydning i tilfælde, der ikke er omfattet af den i foregående
afsnit omtalte bestemmelse.
Udvalget har foreslået, at den nugældende bestemmelse, hvorefter
kirkeministeren ved ansættelse i præstestillinger i pastorater med flere
præstestillinger skal tage hensyn til mindretal i pastoratet, videreføres.
Udvalget har overvejet at udelade reglen under hensyn til, at
den for så vidt er selvfølgelig, og at der jævnlig lægges en utilsigtet
bastant forståelse af bestemmelsen for dagen. Man er dog veget tilbage
herfra under hensyn til, at bestemmelsen har gammel hævd og indeholder
et væsentligt princip. Udvalget vil dog for sit vedkommende
understrege, at mindretalssynspunktet kun er et blandt flere synspunkter,
som må indgå i ministerens overvejelser. Hvilket, der i det
enkelte tilfælde bør have prioritet forud for de øvrige, må afhænge af
omstændighederne i den enkelte sag.
e. »Kåringsbestemmelsen.«
Efter § 42 i menighedsrådsloven af 1922 (bilag 4) kan en præstestilling
besættes med en bestemt person (uanset om den pågældende er ansøger
efter opslaget), såfremt der på et menighedsmøde opnås 2/3 af de
afgivne stemmer herfor.
Anmodningen om ansættelse skal fremsættes af pastoratets menighedsråd
eller 20% af de stemmeberettigede medlemmer af menigheden.
Bestemmelsen er i praksis blevet forstået således, at menighedsrådet
skal stille sin indstillingsprocedure i stå, såfremt anmodning efter § 42
fremsættes. Dette er en selvfølge, når anmodningen fremsættes af menighedsrådet
selv, men det er også hævdet at være forudsat i tilfælde,
hvor anmodningen er fremsat af 20% af menighedens medlemmer.
Efter bestemmelsen skal Kirkeministeriet finde, «at der intet er til
hinder for, at vedkommende beskikkes». Såfremt den foreslåede person
på menighedsmødet opnår 2/3 af stemmerne er »ministeriet
berettiget til at udnævne den pågældende«. I praksis er kirkeministerens
kompetence blevet udøvet således, at ministeriet har påset opfyl-