searchable_1182-1989..

75
Præster er nu omfattet fuldt ud af de almindelige ansættelsesvilkår for
tjenestemænd, herunder reglerne om disciplinærforfølgning i tjenestemandslovens
kap. 4.
Disse regler giver præster rimelig betryggelse imod vilkårlige disciplinærsanktioner,
og der ses ikke nogen overbevisende grund til for denne
tjenestemandsgruppe at opretholde særregler for disciplinærforfølgning.
Dette gælder tillige med hensyn til straffesager for overtrædelse
af den borgerlige lovgivning, herunder bestemmelserne om forbrydelser
i offentlig tjeneste og hverv (straffelovens kap. 16).
Kun for forseelser på et enkelt område stiller sagen sig anderledes.
Der sigtes hermed til påståede forseelser imod folkekirkens bekendelsesgrundlag
(lære), hvadenten dette sker under præstens forkyndelse
i snævrere forstand (prædikenen) eller på anden måde (foredrag, bogudgivelse
eller lign.). Folkekirken har en selvstændig, vital interesse i,
at kirkens forkyndelse sikres frihed i forhold til de administrative (folkekirkelige
og statslige) myndigheder. Heri kan ligge en forudsætning
for bevarelse af den nuværende folkekirkeordning.
Konstatering af, hvorvidt en præst har forbrudt sig imod folkekirkens
lære, kan (medmindre der foreligger en ganske åbenbar situation)
kun ske ved et fagligt skøn (fagskøn). Et sådant skøn kan - hvad der
ligger i begrebet - kun foretages af sagkyndige, d.v.s. andre teologer,
der må anses for særligt kyndige i teologien.
Fagskøn må altså forudsættes foretaget i alle tilfælde, uanset hvilken
myndighed der afgør sagen. Allerede i biskoppernes løbende tilsyn
med præsterne udøves fagskøn og træffes afgørelse - udtrykkelig eller
stiltiende - på grundlag heraf. Problemet opstår først, når forholdene
udvikler sig til en egentlig disciplinærsag. Hvilken myndighed bør i
disse sager vurdere fagskønnets udfald eller eventuelt flere divergerende
fagskøns vægt i forhold til hinanden? Hvilken myndighed skal
udmåle eventuel disciplinær sanktion?.
Efter tjenestemandslovens disciplinærregler ville det være kirkeministeren,
der i sidste ende skulle vægte fagskønnet (skønnene) og pålægge
disciplinærsanktion. Kirkeministeren kan til støtte for sin afgørelse
anmode om forhørslederens indstilling (tjenestemandslovens §21,
stk. 6). Da ministeriets forvaltning skal være saglig og ikke begrundes
i sagen uvedkommende omstændigheder, må den i tjenestemandsloven
anviste fremgangsmåde anses for fuldt ud betryggende for præsten,
der vil have adgang til under det tjenstlige forhør at fremlægge
de responsa, som han eller hun måtte ønske. Hertil kommer, at den
afgørelse, som ministeriet træffer, kan prøves ved de almindelige
domstole.
Da friheden i forhold til de administrative myndigheder i spørgsmål
om læren imidlertid er vital for folkekirken, vil det - uanset at muligheden
for overgreb er minimal - dog være ønskeligt for bevarelsen af