searchable_1182-1989..

73
regler, som gælder for indankning af provsterettens domme for landemoderetten.
Højesteret udfærdiger stævning til tiltalte og defensor.
Aktor og defensor beskikkes af Justitsministeriet (forordning af 7. juni
1760). Proceduren ved Højesteret er mundtlig.
4.4. Kritik af de Kritikken imod de gejstlige retter er omfattende og relevant.
gejstlige retter.
Provsteretterne er i henseende til sammensætning i afgjort strid med
nutidig retsbevidsthed ved at placere den provst, der har taget administrativ
stilling i sagen, i den domstol, der efterfølgende skal fælde
domme. Man har i praksis i de senere årtier søgt at undgå dette stødende
forhold ved at beskikke en anden provst end stedets provst,
men også denne fremgangsmåde er kritisabel derved, at den gejstlige
dommer altså vælges for den konkrete sag af »anklagemyndigheden«.
Den skriftlige procedure ved provsteretten, der forudsætter vidneafhøringer
ved anden ret, er uacceptabel i sager, der i væsentlig grad
drejer sig om at fastslå faktum. Selv om man i praksis har tillempet
sig, savner denne udvikling et så væsentligt grundlag som vidnepligt.
Endvidere vil provsterettens formand, der er vant til en kontradiktorisk
retspleje, være uvant med forhørslederens rolle. Dette - og den
omstændighed, at kun bisidder for tjenestemanden er foreskrevet -
vanskeliggør tillige vidnernes situation.
Det er kritiseret, at provsteretterne ikke indeholder nogen retsgaranti
for præsterne. Det er som foran anført kirkeministeren, der afgør, om
provsteretten skal have undersøgende eller dømmende kompetence.
D.v.s. at kirkeministeren kan vælge - og i praksis almindeligvis har
valgt - blot at lade provsteretsundersøgelser træde i stedet for tjenstligt
forhør, jf. at undersøgelse ved provsteret ved tjenestemandsloven
§ 44, stk. 4, er ligestillet med tjenstligt forhør ved fastsættelse af disciplinær
straf (herunder afsked) efter tjenestemandslovens § 24.
Kritikken imod landemoderetterne er ikke mindre alvorlig. Sammensætningen
af retten af en administrativ embedsmand (stiftamtmanden)
og af den biskop, der enten selv har rejst tiltalen imod præsten
eller dog har indstillet tiltale rejst, ligger fjernt fra nutidige retsgarantier.
Endvidere kan samme indvendinger rettes imod procesmåden
ved landemoderet, som foran er angivet vedrørende provsteretterne.
Hertil skal føjes et yderligere forhold, nemlig at de gejstlige sager behandles
som straffesager. Dette har navnlig vist sig af afgørende betydning,
hvor sagerne drejede sig om afvigelser fra folkekirkens lære.
Til illustration heraf skal nævnes et par »læresager«.
Den første af disse - »Iversen-sagen« - refereret i HRT 1903, 309 -
omhandlede det forhold, at en præst havde nægtet at vie et par under
henvisning til, at brudgommen var fraskilt, og at parret allerede inden
skilsmissen havde stået i »utugtigt forhold« til hinanden, jf. DL