Nye gensplejsede planter til nye formål - Teknologirådet

slags byggeelementer i cellen, mens andre er små maskiner, der kan udføre det arbejde, der er brug for i
cellen. Det er groft sagt disse funktioner, der giver cellerne, og dermed de organismer, som de er en del af,
deres egenskaber. Eksempelvis vil produktionen af én kombination af proteiner gøre, at nogen får blå
øjne, og andre brune.
Den traditionelle opfattelse var, at ét gen giver anledning til ét protein og dermed én bestemt egenskab.
Men oftest skal der mange gener eller proteiner til at skabe en egenskab. Hvad mere er: nogle proteiner er
involveret i flere forskellige egenskaber. For at gøre situationen endnu mere kompliceret: det miljø, der
omgiver cellen, påvirker nogle proteiner og gener, der oven i købet påvirker hinanden! Dette gør sig gældende
ikke kun for GM-planter, men for alle organismer.
De egenskaber, som man hidtil har introduceret i afgrødeplanter, har stort set alle vedrørt egenskaber,
der kan frembringes ved at flytte et enkelt gen, men i fremtiden må det forventes, at der skal flyttes
mange gener for at frembringe en bestemt egenskab.
Hvordan gener spiller sammen, kender man f.eks. fra dannelsen af blomsterfarver. Man har eksempelvis
til roser flyttet de gener, hvis proteiner producerer et blåt pigment i petuniablomsten, men de samme
gener førte til en lyserød blomsterfarve i rosen. Det skyldes, at det kemiske miljø i rosenblade er mere
syrligt end i petuniablade, hvilket får pigmentet til at ændre sig, som det kendes fra lakmuspapir.
Tilsvarende er påvist, at man ved at flytte et gen, der styrer surhedsgraden inde i blomsterne har kunnet
ændre på blomsterfarven i petunia.
Det kan bemærkes, at nogle af de farvenuancer, der findes i petuniaplanter i altankasser, er fremkommet
ved, at man ved brug af traditionelle planteforældlingsmetoder har ændret surheden i miljøet i blomsterne
og dermed ændres farven på det pigment, som planterne danner.
Gener kan påvirkes af det ydre miljø, f.eks. de gener som styrer planternes blomstring og spiring. Tilstedeværelse
eller fravær af sådanne gener gør at planternes frø spirer hurtigere, eller at planterne blomstrer
meget senere på året, end de plejer, fordi de pågældende gener styres af dagens længde.
Gensplejsning – at klippe og klistre generne
I princippet er gensplejsning meget simpel: et gen klippes ud af én celle – f.eks. genet, der producerer
insulin i en menneskecelle – og klistres ind i en plantecelle, såsom en kartoffelcelle, der med lidt held
begynder at producere insulin. I praksis er det selvfølgelig langt fra så nemt, bl.a. fordi DNA er så småt, at
man ikke kan bruge en saks eller et andet instrument uden at ødelægge såvel DNA’et som cellen.
I stedet for bruges cellens egne redskaber, nemlig enzymerne (se figur 2). Såkaldte restriktions-enzymer
har den egenskab, at de kan klippe meget præcist i DNA. Når genet er blevet klippet ud, kan der ved hjælp
af et andet enzym limes et såkaldt markør-gen på. Et markørgen er et gen, der viser, om den nye DNAsekvens
er blevet ordentligt indsat i sin nye ”værtscelle” og fungerer, som den skal.
Tidligere brugte man et markørgen, der kan gøre den gensplejsede organisme modstandsdygtig over for
et bestemt antibiotikum. Idéen var her, at man efter gensplejsningen simpelthen kunne udsætte cellerne
for et antibiotikum. Kun de celler, der havde optaget det nye gen – dvs. var blevet gensplejset – ville overleve.
Man spekulerede imidlertid på, om disse markørgener kunne blive optaget af sygdomsbakterier, og
dermed gøre disse modstandsdygtige over for den medicin, der ellers bruges til at bekæmpe dem med.
Der er trods ihærdig søgen endnu ikke fundet gode eksempler på, at dette har fundet sted, men mange
12