Nye gensplejsede planter til nye formål - Teknologirådet

tagelser giver det slet ikke nogen mening at rykke rundt på generne. For hvis generne modsat indgår i
komplicerede samspil med hinanden, eller samme gen er med til at producere flere forskellige egenskaber,
så ville det dels ikke være muligt at flytte rundt med egenskaber ved at flytte enkelte gener, og hvis
der er flere egenskaber knyttet til hvert gen, så måtte der nødvendigvis være et bagvedliggende styresystem,
der fortæller genet, hvad der skal produceres på et givent tidspunkt. Og så ville den overdrevne
fokus på generne være uberettiget.
Denne slags dystre tanker gjorde man sig dog ikke i de første 50 år med genteknologien. Forestillingen
om den perfekte simplicitet var generelt accepteret. Men i 2001 indhentedes forestillingen af virkeligheden.
Da nåede grundforskerne fra Humane Genome Project efter ti års arbejde med kortlægningen af
menneskets gener til konklusionen: Mennesket har kun 30.000 gener. 30.000 gener som altså producerer
vore over 250.000 proteiner (=egenskaber). Dermed måtte antagelsen om et 1:1 forhold mellem gen og
egenskab forkastes. Hvis genet har flere funktioner, er der ikke belæg for forestillingen om, at et ensrettet
lineært samspil udspringer fra genet. Det kan altså ikke være generne selv, der er bestemmende for, hvilket
ud af flere mulige egenskaber et gen eller et samspil af gener skal producere på et givent tidspunkt.
Året efter, i 2002, kortlagde de samme forskere musens gener. Ligesom mennesket havde musen også
30.000 gener, og de fandt, at der kun eksisterer 300 unikke gener de to arter imellem! Genetisk er mennesket
og musen 99% ens. Det er en ganske absurd tanke. Konklusionen er naturligvis heller ikke, at der
ikke er forskel på mennesker og mus, men at man ikke kan forklare forskellene hverken indenfor eller
mellem arterne alene ud fra generne. Generne fortjener altså ikke den centrale hovedrolle, som de blev
tillagt i 1953. I stedet for den uvildige kode-streng, der frit kan udveksles mellem organismerne, er generne
snarere at betragte som rammeparametre. Både mus, mennesker og formentligt ethvert andet pattedyr
har 99% af deres gener tilfældes. Mennesket har koden for at få hale, blåhvalen har koden til at få
bagben, osv. Hvilke af disse rammeparametre der kommer til udtryk, afgøres derfor formentligt af et
bagvedliggende styresystem. Når vi erkender, at generne altså ikke har hovedrollen, må vi ligeledes forkaste
gensplejsning, en teknik der forudsætter, at generne alene har hovedrollen.
Ingen har endnu en klar opfattelse af hvad der styrer generne. Men der er grund til at formode, at en del
af denne styrefunktion sker fra Junk-DNAet. Hos mennesket udgør generne kun 1-2% af DNAet. De resterende
98-99% af ACGT-koden kunne ikke forklares i det gamle paradigme, hvorfor gensplejserne besluttede
at betragte disse 98-99% af arvemassen som affalds-DNA (”Junk-DNA”). En antagelse der samtidig er
blevet brugt til at retfærdiggøre gensplejsningens primitive teknikker, hvor gener havner helt vilkårlige
steder i værtsplantens DNA. Rationalet er, at hvis det meste af DNAet alligevel er meningsløst affald, så er
det vel ingen skade til, at vi ikke kan kontrollere, hvor i værtsplantens DNA de nye gener havner. I dag
ved vi, at over halvdelen af dette Junk-DNA oversættes til RNA, og at det altså ikke er affald. Forskere ved
Harvard Medical School kunne i 2004 oplyse, at de havde lokaliseret det første eksempel på et gen, der
blev reguleret via instrukser fra affalds-DNAet. Da vores arvemasse således ikke består af affald, men er
del af et komplekst styresystem, er der ikke meget belæg for gensplejsningsteknikken, der indsætter gener
tilfældige steder oveni DNAet.
I de sidste fem år har grundforskerne således falsificeret samtlige af gensplejsningens grundlæggende
antagelser. Hvilket umiddelbart burde resultere i en revurdering af gensplejsningens potentiale baseret
på en analyse af teknologien og de underliggende antagelser. Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål,
men berettigelsen for det gamle paradigme er definitivt væk. Simpliciteten er afløst af en enorm
kompleksitet, og dermed er der heller ikke længere belæg for at tillægge gensplejsning noget større potentiale.
Vi kommer aldrig til at kunne lege Lego med generne. Derfor skal der selvfølgelig heller ikke
slækkes på sikkerhedsniveauet for at fremme GMO-planter. I kraft af den manglende videnskabelige
berettigelse for genteknologien er det modsat på høje tid at stille krav om, at yderligere eksperimenter
med GMO nødvendigvis må foregå i lukkede bio-hazard anlæg – ikke ude i naturen, hvor de fejl der begås
er uigenkaldelige.
62