Nye gensplejsede planter til nye formål - Teknologirådet

firmaer har alligevel besluttet at stoppe med at bruge den type markører. I stedet for har man f.eks. brugt
et markørgen med forkortelsen gus, som man i laboratoriet kan få til at farve cellerne blå ved at tilsætte
et farveløst stof. Kun de celler bliver blå, hvor den ny DNA-sekvens er blevet optaget i cellen, og kun såfremt
den fungerer, som den skal. Hvis markørgenet fungerer, er det relevante gen sandsynligvis også på
plads.
Resultatet er en stump DNA med det gen, der er bestemmende for den egenskab, som man ønsker at overføre
– det såkaldte transgen – foruden et markørgen. Hertil kommer et stykke DNA, en promotor – der gør
cellen i stand til at læse transgenet. Denne del er forskellig for organismegrupperne, hvilket betyder, at
man for at få f.eks. et bakteriegen til at fungere i en plante, skal koble en plante-promotor på bakteriegenet.
Spørgsmålet er så: hvordan får vi denne DNA-stump ind i plantecellens arvemasse?
Der findes flere teknikker, men den første - og stadig meget anvendte metode, man opdagede, bygger på
brugen af en meget almindelig jordbakterie, rodhalsbakterien (se boks 1). Denne bakterieart kan så at sige
gensplejse planter fra naturens hånd. Rodhalsbakterien er blot ét eksempel på de gensplejsningsprocesser,
der foregår helt almindeligt i naturen og på, at der overføres gener mellem meget fjerntstående arter.
Den har den evne, at den kan sende en stump af sit eget DNA ind i de planter, den inficerer. Det smarte,
set med gensplejserens øjne, er at det er muligt at udskifte den stump DNA, som bakterien indsætter,
med et selvvalgt transgen. Dermed kan forskeren få bakterien til at indsætte sit transgen i de udvalgte
planteceller. Ved visse andre teknikker indsættes genet direkte i plantecellen. Når det kan betale sig at gå
’omvejen’ ad rodhalsbakterien skyldes det bl.a., at det er ret nemt at få bakterien til at optage et bestemt
stykke DNA, som kaldes ”plasmid”. Plasmidet er et lille cirkulært stykke ”ekstra” DNA, som bakterier ofte
udveksler med hinanden.
Boks 1: Rodhalsbakterien – ’naturens gensplejser’
Når Rodhalsbakterien i naturen gennemfører sin naturlige gensplejsning,
overfører den nogle gener til den plante den inficerer.
Disse gener får planten til at producere næringsstoffer, som kun
jordbakterien selv kan udnytte. Jordbakterien har via en gensplejsningsproces
fået omdannet planten til en slags fabrik, der producerer
det, bakterien ønsker. På billedet har bakterien inficeret en
blåbærplante.
Der findes flere andre eksempler på ’naturlig’ gensplejsning, som
ikke anvendes teknologisk. Et eksempel er ’hoppende gener’, der
ukontrollabelt hopper rundt i arvemassen, hvor de nogle gange
giver anledning til nye egenskaber. Fx er søde ærter resultatet af en
sådan naturlig gensplejsningsproces.
Planter, der har gennemgået sådanne naturlige gensplejsningsprocesser,
bliver ikke lovmæssigt anset som ”GM-planter” og skal ikke
godkendes efter GM-reglerne.
Foto: www.apsnet.org
13