FOLKEKIRKEN I DET MODERNE SAMFUND

Samme dato meddelte han skriftligt kommissionens
medlemmer, at meddelelsen var udsendt.
På grund af diverse redaktionelle forviklinger
og flere henvendelser til Per Salomonsen,
som dels endnu engang sendte berigtigelsen og
dels sørgede for, at den blev oplæst telefonisk,
bragte Kristeligt Dagblad først adskillige dage
efter berigtigelsen.
Det af præsidiet ved Per Salomonsen givne
referat af det pågældende møde har været korrekt.
Dette må anses for godtgjort allerede
derved, at Berlingske Tidende den 18. februar
1967 efter samme pressemøde havde bragt et
korrekt referat, hvori det bl.a. udtrykkeligt hed,
at »det var udvalgets rapport om disse problemer,
plenarmødet drøftede« og »at der ikke
var enighed«.
Kommissionen kan ikke godkende, at det
som hævdet af de 3 »er præsidiets sag at påse,
at pressereferater er korrekte«. Det er præsidiets
sag at give korrekte referater til pressen,
men en gennemlæsning af hele dagspressen og
den kirkelige periodiske presse med efterfølgende
berigtigelse af ukorrekte meddelelser må
ligge ganske uden for et kommissionspræsidiums
normale, endsige mulige opgaver. Ligeledes
må det siges at ligge uden for et præsidiums
myndighedsområde at »sørge for«, at dementier
o.l. bliver offentliggjort »med det samme«,
idet noget sådant naturligvis må afhænge af de
pågældende presseorganers vilje til offentliggørelse.
Det er da heller ikke af de 3 på noget
tidspunkt i kommissionen blevet foreslået, at
man skulle pålægge præsidiet sådanne utraditionelle
opgaver. Da hertil kommer, at dementi
i det foreliggende tilfælde efter eet medlems
ønske uopholdeligt er tilsendt pressen, må kritikken
på dette punkt afvises som grundløs.
ad 3: Ved et møde mellem præsidium og
udvalgsformænd 18. marts d.å. fik præsidiet pålagt
at søge en samtale med ministeren bl.a. for
at få klarlagt, i hvilken grad departementschef
August Roesen var medlem af kommissionen
som privatmand. Denne samtale fandt bl.a.
på grund af formandens bortrejse til de vestindiske
øer først sted 28. april d.å. Endvidere
fik præsidiet ved plenarmødet 25. april d.å. til
opgave at drøfte med departementschefen, om
han kunne ønske nogen offentlig tilkendegivelse
fra kommissionen i anledning af, at næstformanden,
domprovst Jørgen Bøgh i Jyllandsposten
havde angrebet ham for hans holdning
under kommissionens møder. Denne samtale
skulle finde sted, således at resultatet kunne
meddeles kommissionen i plenarmødet 25. maj,
hvorefter kommissionen skulle tage stilling til
den videre procedure. Kommissionen står derfor
uforstående overfor, at de 3 allerede 12.
maj d.å. kan træde ud af kommissionen bl.a.
som protest mod, at mødet med departementschefen
ikke har fundet sted, så meget mere
som de selv ikke har protesteret mod den nævnte
behandling af sagen.
Den 19. ds. har den omtalte drøftelse med
departementschefen fundet sted, og denne ønskede
ikke at kommentere kommissionens reaktion
på de mod ham af Jørgen Bøgh rettede
angreb. Ikke desto mindre må kommissionen
erklære sig enig med de 3 om, at også departementschefen
må kunne fremføre sin mening i
kommissionen som andre medlemmer uden
bagefter at skulle udsættes for offentlige angreb
for sin holdning under møderne. Det må dog
samtidig erkendes, at det har været en vanskelighed,
at der har været fuld offentlighed omkring
kommissionens øvrige problemer, mens
de problemer, der skyldtes departementschefens
medlemskab på een gang som ministeriel embedsmand
og som privatmand, ikke kunne omtales
offentligt af andre medlemmer.
Det er i øvrigt ikke kommissionen bekendt,
at departementschefens fravær fra kommissionsmøderne
skyldes fremkomsten af en sådan
offentlig kritik.
21