FOLKEKIRKEN I DET MODERNE SAMFUND

enkelte gudstjenesters karakter er det i vidt omfang
muligt at udskille den del af kirkegangen,
der vedrører de nævnte »særgudstjenester«, og
for at få det bedst mulige billede af den normale
sæsonmæssige variation i kirkegangen har man
derfor i ovenstående diagram 2 søgt at eliminere
virkningerne af disse »særgudstjenester«.
Diagrammet viser altså den gennemsnitlige
kirkegang i de 28 sogne ekskl. »særgudstjenester«
og giver formentlig et nogenlunde rigtigt
billede af den typiske sæsonvariation. Ser man
bort fra de kirkelige festdage samt de omtalte
»snesøndage« i januar, synes kirkegangen størst
i månederne september-december, lidt større i
månederne februar—april og mindst i månederne
maj-juli. Variationerne er dog forholdsvis små
og væsentlig mindre end de sæsonvariationer,
der konstateredes for hovedstadsområdet i statistisk
kontors undersøgelse fra 1964.
I denne undersøgelse konstateredes det også,
at den forøgede kirkegang på kirkelige festdage
i vidt omfang blev kompenseret af en nedgang i
antallet af kirkegængere den efterfølgende -
eventuelt også forudgående - søndag. Det be-
38
mærkes, at denne tendens ikke, eller i hvert fald
kun i mindre grad, gør sig gældende i Ålborg
stift.
Alt i alt synes kirkegangen således mere konstant
i Ålborg stift end i hovedstadsområdet,
hvilket også fremgår af nedenstående opstilling,
der for henholdsvis Ålborg stift og hovedstadsområdet
(1964) viser, hvor mange søndage
kirkebesøget afveg indtil 20 pct., 20—40 pct. og
over 40 pct. fra årsgennemsnittet.
Afvigelser fra
årsgennemsnit
Ålborg stift
Indtil 20 pct 39
20-40 pct 15
over 40 pct 7
I alt 61
Antal søndage
Hovedstadsområdet
26
19
18
Det vil ses, at de store afvigelser fra årsgennemsnittet
forekommer langt hyppigere i hovedstadsområdet
end i Ålborg stift.
63