At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

8 8 Mulighed Mulighed for for nærhed
nærhed
”… jeg havde en oplevelse med en kursist som… brød fuldstændig sammen under
oplægget og forlod stuen og sagde: ”det her kan jeg bare ikke ha” – og så gik jeg over til
hende og så tror jeg vi sad i en time og hvor hun græd og hulkede og var langt, langt væk
og kom tilbage igen og fortalte om sine børn og hun græd igen og var virkelig dybt, dybt
nede i bearbejdelsen af sorgen over at have mistet sin udødelighed, sorgen over at have
mistet raskheden. Og det eneste jeg gjorde i den situation, det var at jeg sad ved siden af
hende, og jeg havde armen udenom hende ind imellem og andre gange bare på hendes
arm … jeg turde være der og høre på hendes frustrationer – ”Du redder liv”, sagde hun
flere gange i selve seancen” (DS 260-269).
Sygeplejersken fortæller her om en situation, hvor hendes nærvær gjorde en forskel i en
kursists liv. ”Tid er jo en meget vigtig faktor”, siger hun om disse situationer, ”når du
møder dem [situationerne] er det vigtigt at du har tiden” (DS 257-259). Uadspurgt
fortæller hun om sin frustration over at nærværet har fået ringere betingelser, idet
”graden af tilstedeværelse, konfrontationstiden, synes jeg … gradvist er blevet mindre ...
fordi der er så mange andre funktioner”, der betyder, at tiden til nærværet ”er gået ud i
projekter og beskrivelser og vidensformidling” (DS 51-53,55). Med beklagelse
konstaterer sygeplejersken at ”et eller andet sted skal man tage den tid fra, og du har
kun kursisterne at tage den fra” (DS 896).
Travlhed Travlhed som som som kulturelt kulturelt vilkår vilkår
vilkår
Sygeplejerskens oplevelse af, at tiden i patientkontakten presses af andre krav, ser vi
som eksempel på det kulturelle vilkår i sygepleje, som Delmar kalder reel travlhed (23).
Omfang og konsekvenser af den reelle travlhed fremgår af DSI-rapportens undersøgelse
af kliniske sygeplejerskers tidsanvendelse i det offentlige sundhedsvæsen. Resultaterne
viser, at 30% af tiden anvendes i kontakt med patienterne, mens administration,
lægesamarbejde, dokumentation og koordinering tager resten af tiden (16, p9,98).
Sygeplejerskens konstatering af, at der kun er ”kursisterne at tage tiden fra” sættes i
relief af rapportens konklusion, der viser, at selvom omsorg er det vigtigste i
sygeplejerskers idealfaglighed, er nærvær det første der nedprioriteres i den travle
hverdagspraksis. Her overtages idealidentiteten som omsorgsgiver stiltiende af en
31