At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

9 9 Mulighed Mulighed for for afstand
afstand
”Hvis ikke jeg havde haft mine kollegaer til at gå ned og snakke med, med det samme, til
at få vendt den her situation og få belyst, jamen hvor meget af det her ligger hos mig og
hvor meget at det her ligger hos hende … så kunne jeg godt have endt med at sige, jamen
jeg skal ikke have de her seancer… for det dur jeg ikke til. Man kan meget hurtigt tage det
som et personligt problem i stedet for som et fagligt problem, hvis man ikke havde sine
kolleger til at sparre med, med det samme…. Og det er jo fint nok, at vi har vores
supervision hver 6. uge …men situationer som den her, kan nå at ødelægge for meget
inden du når frem til supervisionen” (DS 444-454).
Sygeplejersken fortæller her om sine følelser ovenpå en ”hæslig samtale” om døden,
hvor en kursist havde forladt hende i vrede og afvist at tale mere sammen (DS 344).
Flere gange i inter-viewet vender hun tilbage til det ”akutte behov” for at have kolleger at
sparre med og fortæller, at muligheden for at få bearbejdet erfaringerne mange gange
har givet styrken til at ”kunne magte” arbejdet frem for at give op eller sige op (DS 310-
312,644-650,655-657). Selvom supervision hver 6. uge er ”fint nok” fremstår den akutte
kollegiale sparring som det, der gør det muligt at genetablere grænserne mellem hende
og patienten og det, der hindrer, at situationen kan ”nå at ødelægge for meget”. Vi kan
med Løgstrup sige, at når sygeplejerskens livsytringer bliver afvist kan hun ikke vente 6
uger på at de bliver modtaget i supervisionen.
Nærhedens Nærhedens følelsesmæssige følelsesmæssige omkostninger
omkostninger
Sygeplejerskens fortælling om nødvendigheden af at bearbejde sine oplevelser med
kollegerne sættes i relief af DSI-rapporten, som viser, at sygeplejersker i det offentlige
sundhedsvæsen i vidt omfang lades alene om det usynlige arbejde med de svære følelser
i patientkontakten (16, p169). På ingen af de undersøgte afdelinger investeres tid i
supervision eller erfarings-deling og kulturen på afdelingerne rummer ikke formaliserede
fora, hvor følelsesmæssige reaktioner på arbejdet diskuteres i faglig sammenhæng.
Dallundsygeplejerskens udsagn om, at hun uden faglig sparring ville have opgivet at
”have de her seancer….for det dur jeg ikke til” illustrerer alvoren af disse mangler i
arbejdsmiljøet, der i DSI-rapporten betegnes ”hverdagens energidræn”. De ses som
betydende faktorer i sygeplejerskers flugt fra faget (16, p12,150).
37