At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

Døden Døden og og afvisningen
afvisningen
Som nævnt i indledningen har Plough Hansen vist et skisma mellem den idealsygepleje,
som sygeplejersker siger, de ville udføre hvis de havde tid – og dét de gør, når de har tid.
”Som-om-travlhed” er hendes betegnelse for det kulturelle fænomen, at sygeplejersker
bruger tale om travlhed som flugtvej for at undgå de ambivalente følelser i kontakten
med patienten (17, p176). Ambivalensen består i, at patienten optræder som et spejl,
hvor sygeplejersken på den ene side kan se sig selv som magisk hjælper og engel –
hvilket vi ser et eksempel på i sygeplejerskens fortælling ovenfor om patienten, der siger,
at hun ”redder liv”. På den anden side spejler patienten sygeplejerskens egne følelser af
skyld, utilstrækkelighed og dødsangst, der undviges gennem som-om-travlheden (17;
19). I interviewet ser vi ikke direkte eksempler på denne undvigelse – tværtimod hævder
sygeplejersken, at kortere konfrontationstid skærper kravet om at turde være
nærværende med det samme (DS 157-166). Ordet ”turde” optræder flere gange på
samme måde som i citatet ovenfor og på side 16 om, at ”turde” være der, hvilket vi tolker
som udtryk for, at der er noget i den nære kontakt, der kræver mod og noget at undvige
hvis modet svigter. Adspurgt om dette ”noget”, fortæller sygeplejersken om modet til
”for eksempel at stille spørgsmål til noget som man tænker, at nu kan det godt være jeg
fornærmer hende og hun tænker, at nu gider jeg ikke snakke mere med dig. Det kan
også være at hun bryder fuldstændig sammen … så kan det jo være det at stille spørgs-
målet om, jamen har I snakket om … hvad skal der ske hvis du dør af den her sygdom”
(DS 357-363).
Med andre ord fordrer modet, at sygeplejersken tør risikere at blive afvist og at hun tør
forblive nærværende, hvis patienten bryder sammen. Heri ser vi to forskellige elementer:
Modet til at blive afvist af patienten ser vi i sammenhæng med den uegennyttige omsorg,
idet sygeplejersken ifølge Martinsen må ”stille sig åben og modtagende i en spontan
rettethed mod den anden, så livsytringerne kommer til udtryk” og samtidig må bære den
etiske fordrings ensidighed, som betyder at hun ikke kan forvente at livsytringerne bliver
modtaget i situationen (47, p90). Delmar siger det på den måde, at sygeplejersken må
”turde blive afvist i stedet for at føle sig uretfærdigt behandlet af patienter, der optræder
besværende” (23, p123).
33