At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

Modet til at forblive nærværende i samtaler om døden kræver, at sygeplejersken
fastholder opmærksomheden på patientens lidelse og at hun ikke viger tilbage for
spejleffekten i egen dødelighed ved at lade opmærksomheden gå ud i som-om-
travlhedens gøremål. En sådan undvigelse vil med Martinsens ord kunne kaldes
selvbeskyttende, selvkredsende undladelsessynd (47, p91). Delmar hævder her , at
sygeplejersken må ”turde konfrontere egne følelser og erfaringer for at finde ud af hvad
patientens appel om hjælp går ud på” (23, p123)”.
At At udvikle udvikle modet modet til til at at være være være i i nærheden
nærheden
Det er situationer, hvor man ”stiller de spørgsmål som man heller ikke selv vil have
stillet”, der fører til udvikling, siger sygeplejersken og eksemplificerer med en samtale,
hvor ”jeg var … fuldstændig uforberedt på mit reaktionsmønster efterfølgende … jeg græd
som pisket da jeg kom ned fra den der samtale” (DS 296-299,379-380). Selvom
følelserne kan være overvældende oplever hun, at erfaringerne har givet en personlig
styrke til at være i nærheden:
”…jeg udvikler mig også personligt i den [type] seance fordi jeg går styrket væk fra den i
erkendelse af at jeg godt kunne rumme den sorg og den fortvivlelse” (DS 206-211).
Med Martinsens Aristoteles-inspirerede tilgang til læring kan man sige, at for at udvikle
mod må sygeplejersken handle modigt. Det lyder som en cirkelslutning, men pointen er,
at ”øvelse gør mester” og at modet til at være i nærheden udvikles gennem de erfaringer,
sygeplejersken gør når hun ”investerer noget af sig selv i mødet og lader sig involvere og
engagere” (46, p200; 63, p11-16). Forudsætninger for at udvikle modet er altså både, at
sygeplejersken gives mulighed for at danne sig erfaringer i nærheden og at hun bruger de
givne muligheder til at vove sig frem med risiko for at blive afvist af patienten og
overvældet af egne følelser.
Sanseligheden Sanseligheden og og forståelsen
forståelsen
Sygeplejerskens mod til at lade sig berøre er knyttet til erkendelsen af, at hun godt kan
rumme de følelser, samtalerne åbner til. Hun understreger at det kunne hun ikke have
læst sig til og at
”…man skal ikke være psykolog for at være sammen med et menneske i sorg eller krise… Man
34