At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

man bare behøver ”turde være der” og at man ikke kan læse sig til viden om, hvordan
man gør det. Modsætningen kan dog tolkes som udtryk for, at sygeplejerskens
epistemiske viden er integreret som tavs kompetence på ekspertniveau (41, p22; 42;
67). Vi ser intet steds i interviewet at sygeplejersken præsenterer sin fagteoretiske viden
eksplicit i forhold til de oplevelser hun fortæller om. Tværtimod ser vi at hendes faglige
viden er implicit tilstede i måden situationerne opleves og fortælles, hvilket svarer til
Wackerhausens beskrivelse af, at ekspertens ekspertise bliver en integreret del af
ekspertens person (41, p23-24) og til Martinsens beskrivelse af personorienteret
professionalitet som en fagspecifik etisk ekspertise, der er integreret i sygeplejerskens
person og krop (47, p99; 52, p21-27).
At At prøve prøve skønnets skønnets gyldighed
gyldighed
Ekspertisen består i at udøve den phronetiske kompetence til at skønne hvordan
patienten bedst hjælpes og skønnet udvikles løbende når sygeplejersken stiller sig åben
for følelser af tvivl, usikkerhed og etiske dilemmaer i sygepleje. I opklaringen af disse
følelser har vi set, at sygeplejersken stiller kritiske spørgsmål til sin egen dømmekraft og
handlinger og at hun spørger kollegerne ”hvordan de ville have grebet det an” for at
forstå mere om, hvad der kunne være rigtigt at gøre i lignende situationer. Erfaringsdeling
giver, med Martinsens ord, sygeplejersken mulighed for at ”prøve” sit skøn i forhold til
andre medskønneres erfaring, som herved ”indfældes” i hendes erfaring.
Sygeplejerskens phronetiske dømmekraft udvikles således i praksis sammen med
kollegerne ved at ”der opstår en fælles forståelse i fagfællesskabet, som handlingen
henter sin gyldighed fra. Phronesis udtrykker en fællesforståelse for, hvad gode og rigtige
fremgangsmåder eller kloge handlingsalternativer vil sige i den konkrete situation” (47,
p97). Vi tolker her, at den gensidige refleksion i erfaringsdelingen fremmer udviklingen af
såvel sygeplejerskens egen og den samlede personalegruppes kompetence til at udøve
gyldige skøn over, hvordan nærværet i omsorgsidealet konkretiseres overfor patienten.
Samtidig giver processen mulighed for at rejse kritiske spørgsmål til hvad god
kræftrehabilitering er:
”på et tidspunkt hvor vi diskuterede det så sagde jeg – gad vide hvor lidt kursisterne kan
nøjes med… jamen helt ærligt, altså var det nok at de fik lov at bo på slottet og have
hinanden. Altså behøver vi være der? Eller er det bare det, at de får lov til at bo så skønt et
sted og får en ren seng og noget god mad som gør det? ” (DS 896-900.)
42