At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

Selve det, at sygeplejersken har behov for at værne om sine grænser, ser vi som en
modifikation af det uegennyttige omsorgsideals etiske fordring om altid at tage vare på
den anden før sig selv. Modifikationen er central i Pahuus´ kritik af den etiske fordings
ensidighed, der finder sit mest radikale udtryk i Løgstrups gyldne regel om at ”i striden
mellem mine forventninger til livet og varetagelse af den andens liv skal mine forvent-
ninger vige” (49, p156; 65, p136).
I forhold til sygepleje fremhæver Pahuus, at ensidige hensyn til patienters behov kan
medføre en livsfornægtende, selvudslettende uselviskhed, der kan gøre det umuligt for
sygeplejersken at leve både professionelt og personligt – og at man tværtimod ”må gøre
sig klart, at der altid er grænser for ens kræfter” og at ”forud for det etiske er givet et liv,
som kræver af os, at vi skal opretholde vort liv og klare eller bemestre det i den forstand,
at vi har at sørge for tilfredsstillelsen af en lang række behov og ønsker” (65, p137-139).
Vi bruger her Pahuus´ kritik til at udvide vores forståelse af diskursen om uegennyttig
omsorg til at omfatte det forhold, at afdelingskulturen må gøre det muligt for
sygeplejersken ”at sørge for tilfredsstillelsen af en lang række behov og ønsker” således
at hun kan virkeliggøre uegennyttigheden i patientkontakten uden livsfornægtende
følelsesmæssige omkostninger. I denne sammenhæng ser vi sygeplejerskens klart
udtalte behov for akut erfaringsdeling og faglig sparring med kollegerne som eksempler
på uopsættelige medarbejderbehov, der må tilfredsstilles - i tide – hvis kvalitetsmål om
uegennyttige omsorg ønskes indfriet.
Tilliden Tilliden til til til at at blive blive modtaget modtaget
modtaget
På Dallund ser vi, at der gennem arbejdet med leveregler er skabt en kultur for
erfaringsdeling, som søger at drage omsorg for de professionelles behov og ønsker. Flere
udsagn tyder på, at kulturen udfoldes i en ikke-dømmende atmosfære, hvor man kan tale
om ”både de gode [situationer] og dem, hvor man måske ikke synes det gik så godt” (DS
384-385):
”Det der også er væsentligt det er, at det er en accepteret del i huset – at man har brug for
at snakke… det er ikke en svaghed at man kommer og siger, ved du hvad jeg har bare lige
en oplevelse, som jeg skal have vendt med dig…” (DS 660-664).
Vi udleder heraf, at ”gensidig tillid og respekt” – der er Kræftens Bekæmpelses kulturelle
39