At kultivere omsorg - Kræftens Bekæmpelse

sygeplejerskens sanseligt følte indsigt i et bredere perspektiv, der inkluderer flere af de
faglige forforståelser i den phronetiske kundskabsform (47, p164; 49, p52; 66, p123)
I den hermeneutiske refleksion sammen med kollegerne bliver sygeplejerskens følelser
undersøgt for at adskille patientens og hendes livsverdener. Vi ser det umiddelbart som
et paradoks, at afstand til følelserne skabes ved at arbejde indgående med dem, men
ifølge Løgstrup er en sådan ”opklaring af følelseslivet” nødvendig for at undgå det
selvbedrag, der følger når man er styret af følelsesmæssige motiver ”i det ubevidste liv”
(50, p49). Løgstrup ser det som nødvendigt at tyde følelserne for at ”udvikle karakteren” -
men understreger at man ikke skal forfalde til at ”dyrke karakteren og vende opgaven
ryggen” på en sådan måde at ”selvvelbehageligheden breder sig” (50, p56).
I forhold til kompetenceudvikling er det altså ikke sygeplejerskens selvvelbehagelighed
ved at dyrke sin personlige udvikling eller idealfaglige identitet som omsorgsgiver, der er
interessant. Det interessante er, om sygeplejersken via erfaringsdeling får mulighed for at
stille spørgsmål til sin selvforståelse og herved kan undgå at blive ubevidst
selvkredsende, sådan som det kunne ske hvis hun på grund af egen uerkendt angst for
at dø undveg at ”stille de spørgsmål hun ikke selv vil have stillet” til patienten. Dette
kunne hindre hende i at holde sig til opgaven og udføre den professionelle omsorg, der
for eksempel kan bestå i at støtte kræftpatienter i at opleve og tale om følelser der
relaterer til døden. Om kollegial erfaringsdeling er tilstrækkeligt til at opklare
følelsesmæssige temaer i relation til død og afvisning eller om der behøves supervision
som støtte til terapeutisk refleksion ligger udenfor denne opgaves rammer at besvare.
At At udvikle udvikle sygeplejefaglig sygeplejefaglig omsorgsekspertise
omsorgsekspertise
Vi ser gennemgående en indforstået faglig viden i sygeplejerskens fortællinger om sine
oplevelser i tilknytning til arbejdet med kræftpatienter. Eksempelvis formulerer hun sine
overvejelser om at blive sekundært traumatiseret og overtage patientens psykiske
belastning i et fagligt forforstået sprog, der afspejler epistemisk viden fra sorg- og
krisepsykologi. Ligeledes ser vi fortællingen om kursisten, der var ”dybt nede i
bearbejdelsen af sorgen over at have mistet sin udødelighed” og den konsekvente
reference til ”de” eller ”det” bestemte spørgsmål, der skal stilles i samtaler om døden,
som eksempler på en implicit faglig tilgang til arbejdet med sorg, krise og eksistentielle
spørgsmål til liv og død. Dette står umiddelbart i modsætning til andre udsagn om, at
41