det der virker - Socialstyrelsen

fokuser på det der virker
– og skab mere af det
Birgitte Stenderup satte sammen med sine medarbejdere fokus på at
skabe en fælles kultur på arbejdspladsen. Resultatet var større
arbejdsglæde, en kraftig reduktion i sygefraværet og en markant vækst
i antallet af uopfordrede ansøgninger. Dårligt arbejdsklima og
medarbejderflugt hører fortiden til.
Et halvt år, et par internater, nogle workshops
og en håndfuld engagerede medarbejdere.
Mere skulle der ikke til for at skabe en stærk
fælles kultur blandt de medarbejdere, der er
tilknyttet plejeboligerne ved Lokalcenter Carl
Blochs Gade/Vestervang i Århus.
I følge assisterende områdechef Birgitte Stenderup
er medarbejderne i dag stolte over deres
arbejdsplads, og når der opstår problemer og
konflikter, er indstillingen, at dem skal vi nok få
løst ved fælles hjælp.
Det var ikke den indstilling, der prægede medarbejderne,
da Birgitte kom til.
»Samarbejdet i personalegruppen fungerede
mildest talt dårligt. Den enkelte udførte sit job,
men de udnyttede ikke hinandens ressourcer
særlig godt. Man delte ikke viden og hjalp ikke
hinanden«.
projekt i fire faser
Et pilotprojekt, der gik over et halvt år og inddrog
samtlige 50 medarbejdere, rettede op på stemningen.
Medarbejderne var alle tilknyttet de 76
plejeboliger i Carl Blochs Gade.
Projektet var inddelt i fire faser; en undersøgelsesfase,
hvor medarbejdernes syn på deres arbejde
og deres arbejdsplads blev afdækket. En drømmefase,
som tog afsæt i de situationer, hvor samarbejdet
fungerede godt. Med udgangspunkt i det
formulerede man en vision for, hvordan samarbejdet
skulle være i fremtiden. En realiseringsfase,
hvor drømmene blev gjort til virkelighed. Og
endelig en forankringsfase, hvor man samlede op
på alt det, der var sket, og besluttede, hvad der
skulle arbejdes videre med.
undersøgelsesfasen
Da Birgitte Stenderup blev ansat i oktober 2000,
var arbejdspladsen præget af et højt sygefravær
og stor gennemstrømning af personale – også på
de ledende poster.
»Som leder så jeg det klart som mit ansvar at
gøre noget ved det. Min første opgave var at
finde ud af, hvorfor det stod så grelt til. Jeg valgte
derfor fra start at være meget synlig.
Jeg talte med medarbejderne enkeltvis, deltog
jævnligt i deres møder og gik indimellem rundt
sammen med dem, når de var ude hos beboerne.
Jeg var ny og tillod mig at stille alle de provokerende
spørgsmål. Det virkede, og jeg følte, at de
åbnede sig op for mig«, siger Birgitte Stenderup.
Hun mødte et personale, der var skuffet og frustreret
over manglende styring og opbakning. De
følte ikke, at de blev anerkendt og så sig ikke
som en del af hele organisationen. Derfor skulle
der heller ikke så meget til, før nogen sygemeldte
sig.
9