det der virker - Socialstyrelsen

Medarbejderne ydede en stor indsats hver for sig,
men mange af dem havde alligevel en følelse af,
at det var ligegyldigt, om de var der eller ej.
»Udfordringen bestod i at få medarbejderne til at
arbejde bedre sammen. At skabe en fællesskabsfølelse
og en stolthed over det flotte arbejde, de
udførte«.
Birgitte Stenderup søgte kommunen om penge til
projektet – og fik dem. Sammen med en ekstern
konsulent arrangerede hun derefter et forløb, der
skulle køre over et halvt år.
Drømmefasen
De 50 medarbejdere var i forvejen delt i to grupper,
som var tilknyttet hver sin boligblok. Hver gruppe
havde en sygeplejerske som gruppeleder.
De to grupper tog hver for sig på et to-dags internat
og havde efterfølgende en fælles workshop.
På internaterne startede de med i fællesskab at
identificere alle de ting i personalegruppen, der
allerede fungerede godt. På den baggrund formulerede
medarbejderne nogle drømme om,
hvordan de kunne styrke alt det, der allerede
fungerede og udbrede det til andre områder af
arbejdspladsen.
»Det var super. Det gav alle en enorm energi at få
sat ord på alt det gode. Og det gav os mod på at
kaste os ud i projekter, der kunne gøre vores
arbejdsplads endnu bedre .
Som afslutning på denne fase forpligtede vi os
hver især til i tiden efter at arbejde med forskellige
måder at forbedre vores arbejdsplads på « ,
fortæller Birgitte.
bedre kunne hjælpe og støtte hinanden i forhold
til beboerne.
»Vi fik skabt mange nye traditioner, der har
hængt ved siden. Men pointen var ikke så meget
de konkrete ting, vi gjorde. Det var mere det, at
der skete en masse.
At alle pludselig samarbejdede om at skabe en
god arbejdsplads frem for at brokke sig over alt
det, der ikke fungerer. Det var fantastisk « .
Forankringsfasen
Et af målene var at styrke samarbejdet på arbejdspladsen.
Projektet var i sig selv en øvelse i
samarbejde, men efter at de fleste af drømmene
var blevet realiseret, tog medarbejderne igen på
internat.
Nu skulle de for alvor sætte fokus på, hvordan
samarbejdet kunne styrkes.
»Vi lavede en masse sjove øvelser og diskuterede
vores måde at samarbejde på ud fra
Belbins grupperollemodel. Den baserer sig på
mottoet ’Nobody is perfect, but a team can be’«.
Med en selvevalueringstest afdækkede vi hinandens
ressourcer og arbejdede med, hvordan vi i
gruppen bedst kunne udnytte de ressourcer, der
samlet set er i enhver gruppe «, siger Birgitte
Stenderup.
Resultatet blev en samarbejdsaftale for hver
gruppe, der både indeholdt de hårde ting som
hvem, der er ansvarlig for hvad, og de mere
bløde ting, som at man for eksempel altid hilser
på hinanden, når man mødes.
Realiseringsfasen
I realiseringsfasen skete der alverdens små og
store ting. Der blev lavet grillaften for beboerne
og de pårørende, der blev nedsat et ansættelsesudvalg
og lavet stillingsbeskrivelser, så det
blev klarere, hvilke kompetencer, der er brug for.
Der blev også indkøbt en flagstang, så man kunne
fejre hinanden ved mærkedage, og en ordning
med kontaktpersoner blev forbedret.
Medarbejderne begyndte at organisere sig i mindre
grupper, så de kom tættere på deres kolleger og
10