Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social

ydelseskatalog. En forhindring som man fra en kommunal forvaltning foreslår, at
man kommer omkring, ved at arbejde sammen på tværs af kommunegrænser om
udarbejdelsen af et ydelseskatalog og derved udnytter det bredere grundlag.
Endelig påpeger nogle interviewpersoner, at udarbejdelsen af et ydelseskatalog i
forhold til § 84 ikke står mål med, hvor mange bevillinger der ydes efter § 84
sammenholdt med andre af Servicelovens bestemmelser. Det anføres, at hvis man
udarbejder et særligt ydelseskatalog for § 84, bør man også gøre det på en lang
række andre områder af hensyn til ligebehandlingen af borgerne.
Evaluering af Funktionsevnemetoden
124
10.2.3. Retningslinier efterspørges
Flere steder – også blandt de, som ikke går ind for ydelseskatalog – efterspørges, at
man fra central side udarbejder nogle retningslinier for sagsbehandlingen. Retningslinierne
skal kunne hjælpe til med at afklare, hvad f.eks. merudgifter kan være, og
give konkrete bud på og forslag til definering af disse. Nogle interviewpersoner
efterspørger også mere konkrete retningslinier i forhold til de mere normative kriterier,
som indgår i sagsbehandlingen. Det handler bl.a. om, hvad det er rimeligt at
forvente af store børn i hjemmet, en rask ægtefælle og definition af en håndsrækning.
Endelig er det blevet påpeget, at et redskab, som giver retningslinier bl.a. i
forhold til disse punkter, er mest anvendeligt, hvis det er dynamisk og udvikler sig
løbende i takt med nye afgørelser, viden og erfaringer på området. I nogle kommunale
forvaltninger oplyser man, at man afstemmer holdninger og afgørelser ved at
have sagerne op på et fagligt samråd, hvor man vurderer sagsbehandlingen, og hvad
der skal gives bevilling til, og hvad der skal gives afslag på.
Det et generelt ønske, at målgrupperne i forhold til Servicelovens § 84 bliver konkretiseret
og præciseret i centrale retningslinier. Ikke mindst har det ifølge interviewpersonerne
skabt forvirring, at man i loven stiller krav, om der skal være tale om
“indgribende karakter” og “betydelige hjælpeforanstalter”, men at man samtidig
medtager f.eks. diabetespatienter, også selv om der ikke er tale om synlige og umiddelbart
konstaterbare funktionsevnenedsættelser, så længe borgeren passer såvel sin
insulin og sin diætkost. Det har udvandet begreberne, mener man i mange kommunale
forvaltninger, og dermed muligheden for at “gennemskue” loven. Det, man
efterspørger, er imidlertid ikke diagnoser, men nogle overordnede målgruppekategorier.
Eventuelt med angivelse af, hvem der ikke falder ind under målgruppen.
10.2.4.Vejledning og information til sagsbehandlerne
Generelt fremhæver interviewpersonerne, at deres muligheder for at yde borgerne
en ordentlig vejledning og rådgivning i høj grad hænger sammen med tid og ressourcer
til at kunne tage den personlige kontakt med hver enkelt borger. Samt, som
det er blevet påpeget i en kommunal forvaltning, at man har ledelsesmæssig opbakning
til som sagsbehandler at fokusere på selve vejledningsopgaven. Derudover
fremhæves det, at man flere steder ikke har behandlet tilstrækkeligt mange sager
efter § 84, hvilket skaber usikkerhed med hensyn til ydelser, målgrupper og afgørelser.
Og den manglende erfaring på området afspejler sig ved, at man ikke kan yde
borgeren en ordentlig vejledning.