Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social

- at metoden ikke hænger godt nok sammen med de øvrige metoder, der anvendes
i borgerens sag
- at metoden er for omfattende ved mindre funktionsevnenedsættelser eller
funktionsevnenedsættelser, som ikke er synlige eller umiddelbart konstaterbare,
specielt diabetes
- at en del borgere oplever metoden som meget omfattende og nærgående
- at bevillinger til “sandsynliggjorte merudgifter” er svære at håndtere og forsvare.
Der er en tendens til, at Funktionsevnemetoden er blevet bedst accepteret i de
største kommuner. I enkelte mindre og mellemstore kommuner undlader man helt
at bruge Funktionsevnemetoden i nogle typer af § 84-sager. Der er således kommuner,
hvor Funktionsevnemetoden delvis udelades i forhold til diabetikere, selv om
man skal anvende metoden.
Svarpersonerne blev spurgt om, hvordan man evt. kan udvikle Funktionsevnemetoden.
Her var opfattelserne meget delte. Det bemærkes, at forvaltningscheferne/
fagcheferne har haft mulighed for at ytre sig om mulige forbedringer i endnu en
runde af fokusgruppeinterviews ved afslutningen af forløbet, hvor de også havde
mulighed for at forholde sig til de foreløbige undersøgelsesresultater.
Ser man endelig på trusler mod Funktionsevnemetoden, nævner de sociale chefer
især to forhold:
- at det kan være svært at forsvare og dermed legitimere metoden, hvis man oplever,
at der “skydes gråspurve med kanoner”
- at den nye metode har mødt modstand blandt mange sagsbehandlere, som bl.a.
oplever, at den kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer, når de har meget
stort arbejdspres i forbindelse med deres øvrige sager.
1. Resume af undersøgelsesresultater og anbefalinger
11
Som hovedregel er der ikke defineret et lokalt serviceniveau, f.eks. i form af et ydelseskatalog,
der har været drøftet i det politiske udvalg. De kommunale forvaltninger
forholder sig i stedet afventende i forhold til udvikling af en praksis i De Sociale
Nævn og Ankestyrelsen. Selv om vanskelige sager ofte drøftes med ledelsen eller
særligt sagkyndige, er det mange steder i praksis overladt til den enkelte sagsbehandler
at tage stilling til ydelsesniveauet.
I realiteten er det altid kommunalbestyrelsen, som skal fastlægge serviceniveauet,
herunder ressourcer, på det pågældende område. Når det gælder ydelser efter § 84,
er det generelle billede imidlertid, at der ikke er et politisk fastlagt serviceniveau.
De fleste steder er der alene afsat et skønsmæssigt budget ved indførelsen af de nye
principper for kompensation for nedsat funktionsevne i 2003. I forhold til opfølgningen
på borgerens funktionsevnenedsættelse er der endnu intet, som tyder på, at
der opstilles mål for og/eller sammen med borgeren, hvilket vanskeliggør en egentlig
effektvurdering af indsatsen i forhold til den enkelte borger. Funktionsevnemetoden
fungerer derfor primært som en metode på sagsbehandlerniveauet.
Tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen er vidt forskellig fra kommunal forvaltning til
kommunal forvaltning.To hensyn trækker i hver sin retning:
- Nogle steder lægger man mest vægt på specialiseringen og har derfor samlet alle
sager om ydelser efter § 84 hos specialiserede sagsbehandlere. En magistratskommune
har f.eks. ansat to specialister, som alene beskæftiger sig med disse
sager, og som derfor har stor rutine med Funktionsevnemetoden.