Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social
Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social
Evaluering af Funktionsevnemetoden - Social
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
“I forbindelse med vurderingen <strong>af</strong> om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige<br />
daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den pågældendes samlede situation.<br />
Der skal bl.a. tages hensyn til den pågældendes netværk, og det forudsættes, at eventuelle<br />
øvrige medlemmer <strong>af</strong> husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte<br />
el-pære, pudse vinduer, købe ind etc.<br />
Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen <strong>af</strong>, om den pågældende har<br />
nødvendige merudgifter til almindelige håndsrækninger ikke stilles krav, som går ud over de<br />
krav, der normalt stilles til større børn. Der kan i den forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne<br />
i hjemmet blev fordelt før, der opstod behov for hjælp”.<br />
<strong>Evaluering</strong> <strong>af</strong> <strong>Funktionsevnemetoden</strong><br />
Det vurderes, at den meget individualiserede ydelsesfastsættelse, man har i dag i forhold<br />
til håndsrækninger, selv om den i teorien giver en ydelse <strong>af</strong>passet den enkelte<br />
borgers behov, i praksis i alt for høj grad overlader ydelsesfastsættelsen til den enkelte<br />
borgers formuleringsevne og sagsbehandlerens holdning.<br />
En løsning herpå kan være, at der åbnes mulighed for, at kommunalbestyrelsen<br />
fastsætter nogle ydelsesprincipper for håndsrækninger, f.eks. således at en kørestolsbruger<br />
kan regne med xx kr. mdl. (eller f.eks. det halve, hvis han/hun er gift).<br />
Sådanne vejledende regler kan evt. kombineres med fortsat mulighed for en individuel<br />
bedømmelse, hvis borgeren kræver det, eller særlige forhold gør sig gældende.<br />
Sådanne retningslinier vil gøre det lettere at sikre god vejledning til borgeren i<br />
starten og en smidig sagsbehandling.<br />
140<br />
11.3.2. Perspektivering: Udviklingsarbejde i forhold til de grundlæggende udfordringer<br />
Det vurderes som tidligere omtalt, at de ovennævnte modifikationer <strong>af</strong> <strong>Funktionsevnemetoden</strong>s<br />
redskaber vil medvirke til at løse en række konkrete udfordringer<br />
her og nu i forhold til brugen <strong>af</strong> <strong>Funktionsevnemetoden</strong>, men ikke nødvendigvis vil<br />
være nok til at løse de mere grundlæggende udfordringer som nærværende evaluering<br />
har dokumenteret. Her tænkes primært på følgende:<br />
– For det første giver adskillige interviewpersoner udtryk for, at det område, der<br />
dækkes <strong>af</strong> Servicelovens § 84, er for lille til at kunne bære eksempelvis en selvstændig<br />
kommunalpolitisk interesse eller udarbejdelse <strong>af</strong> lokale ydelseskataloger.<br />
– For det andet efterlyser mange interviewpersoner en bedre samordning <strong>af</strong> de<br />
forskellige værktøjer, der anvendes på handicapområdet.<br />
– For det tredje benyttes <strong>Funktionsevnemetoden</strong> i flere sammenhænge, der rækker<br />
udover metodens obligatoriske område, jf. §84 i Serviceloven.<br />
– For det fjerde tyder meget på, at nogle <strong>af</strong> de problemer, man finder på § 84-<br />
området, optræder analogt på det øvrige handicapområde.<br />
Sidstnævnte er bl.a. kommet til udtryk i andre evalueringer på handicapområdet.<br />
<strong>Evaluering</strong>er som peger i samme retning som nærværende evaluerings konklusioner.<br />
Det fremgår bl.a. <strong>af</strong> <strong>Social</strong>ministeriets sammenfatning <strong>af</strong> evalueringsprogrammet “Et<br />
liv så tæt på det almindelige som muligt” (<strong>Social</strong>ministeriet, 2003), at der er stærkt<br />
behov for en koordineret indsats på hele voksenhandicapområdet og herunder også<br />
i forbindelse med tildeling <strong>af</strong> handicapkompenserende ydelser. Det konkluderes<br />
således i ovennævnte evaluering, at der på voksenhandicapområdet er tale om et<br />
“meget fragmenteret forvaltningsområde, hvor ansvaret for den enkelte handicappedes ydelser<br />
ikke er koordineret, men fordelt på forskellige fagpersoner i kommunale og amtskommunale<br />
<strong>af</strong>delinger. Dette hæmmer sagsbehandleren i at tilrettelægge en smidig og fleksibel indsats og at