Strategiformulering for NATO's partnerskaber - Forsvarsakademiet

Begreberne kan have ret så forskellig betydning i forhold til den enkelte aktørs forståelseheraf. Begreberne anvendes desuden i flere forskellige kontekster. Det synes derforvæsentligt, at få defineret, hvad NATO forstår ved en partner og partnerskaber.Partnerskaber i NATO kontekst har sit udgangspunkt i afslutningen af den kolde krig, ogomtales officielt for første gang i NATO sammenhæng i det strategiske koncept af 1991 irelation til det brede sikkerhedsbegreb under overskriften samarbejde, hvor denindledende idé, var at etablere sikkerhed gennem dialog og samarbejde (NATO, NAC,1991, p. 3). Partnerskaber var primært målrettet hen imod at facilitere optagelsen af nyemedlemmer til alliancen. Senere fokuserede partnerskaber på at kunne tilføje kapaciteterfor operationerne på Balkan og Afghanistan (NATO, SG, 2010a, pp. 17-18).Formålet i dag er langt mere ambitiøst, og netværket af partnerskaber, som er illustreret ifigur 1 er særdeles varieret: Partnership for Peace (PfP), Middelhavsdialogen (MD),Istanbul Cooperation Initiativ (ICI) og kontaktlande (CC) 9 . Et væsentligt problem i forhold tilvidereudviklingen af disse regionale partnerskaber, er de vidt forskellige ambitioner ogforventninger partnerne har til alliancen. Eksempelvis består PfP af nationer medambitioner om medlemskab som Makedonien og Georgien; vestlige demokratiske,alliancefrie og aktive lande som Sverige og Schweiz; til sydkaukasiske og centralasiatiskestater, der er langt mere problematiske (Pertusot, 2011, p. 17). Samme forskelligartethedkan også ses blandt partnerne indenfor MD og CC/PaG. Derudover er der de tre ”specialrelationships” NATO-Rusland (NRC), NATO-Ukraine (NUC) og NATO-Georgien (NGC).Disse er blevet etableret, som et supplement til det almindelige PfP samarbejde, hvori alletre lande indgår, med henblik på at varetage de særlige sikkerhedsopgaver ogsamarbejdsaktiviteter, der er unikke mellem disse nationer og NATO. Endelig er dersamarbejdet med andre internationale organisationer (IO), der aktuelt omfatter NATO-FN,NATO-EU samt NATO-OSCE (NATO, PR/CP, 2010, pp. 3-4).Med baggrund i dette vil jeg i projektet skelne mellem fem forskellige slags relationer(Flockhart & Kristensen, 2008, pp. 14-15):• Relationer med nationer, der har medlemspotentiale.• Relationer med andre liberale demokratier.• Relationer med nationer, der ikke opfattes som potentielle medlemmer.• Særlige relationer til Rusland, Ukraine og Georgien.• Relationer med andre internationale organisationer.Dette netværk af partnerskaber hænger tæt sammen med hovedopgaven, cooperativesecurity. For at operationalisere denne nye hovedopgave, vil Alliancen fungere som enkoordinator, der involverer grupper af stater eller andre internationale organisationer medfælles interesser, der samarbejder omkring en lang række sikkerhedsproblemer. Detteskaber rammerne for politisk dialog og regionalt samarbejde, øger militær interoperabilitetog kan være afgørende for opnåelse af succes i operationer og missioner. Cooperativesecurity kan således ses som den ”tilgang” hvormed NATO engagerer sig eller agerer,som tilvejebringer øget samarbejde mellem forskellige aktører. (NATO, IMS, 2011b).9 CC er de Partners across the Globe (PaG), der har et samarbejdsprogram (TCP) med NATO.8