Strategiformulering for NATO's partnerskaber - Forsvarsakademiet

et stigende krav fra disse nationer til at have større medindflydelse på NATO’sbeslutningsproces i relation til operationerne (Flockhart & Kristensen, 2008, pp. 20-22).Samlet set ses disse relationer at bidrage med vigtige elementer til tese 3 og 4 indenforliberal institutionalisme, hvor de vestlige alliancefrie nationers relationer i særlig gradunderstøtter regionale aspekter af cooperative security, mens relationerne medkontaktlandene kan bidrage til globale aspekter af cooperative security og partnerskaber,herunder opretholdelsen af en vestlig international.Relationer med nationer, der ikke opfattes som potentielle medlemmer: Hovedpartenaf nationerne indenfor denne kategori deler ikke værdifællesskab med NATO, har engeografisk placering udenfor det euro-atlantiske område og inkluderer landene fra MD 25 ,ICI, de centralasiatiske og sydkaukasiske stater fra PfP samt kontaktlandene Afghanistan,Irak og Pakistan. Foruden at tjene som generelt forum for bedre gensidig forståelse, hardisse relationer gradvist udviklet sig til også at inkluderer samarbejde indenfor militæreoperationer 26 , træning- og uddannelsesaktiviteter (herunder særligt terrorbekæmpelse),CEP, krisestyring og katastrofehjælp samt i et begrænset omfang forsvarsreformer.Samarbejdet ses primært som interessebaseret og det har været vanskeligt at finde enegentlig ”driver” for relationerne, herunder anspore til større integration uden udsigter tilmedlemskab (Flockhart & Kristensen, 2008, pp. 18-20). Nationerne har en geostrategiskyderst interessant placering i forhold til målsætningen om at kunne bevare en førerenderolle i den internationale orden og den seneste udvikling i Nordafrika og dele afMellemøsten ”Det Arabiske Forår” kan måske bidrage med mere dynamik til disserelationer (Pertusot, 2011, pp. 20-22). Samlet ses disse relationer, at kunne bidrage til atunderstøtte teserne 1 samt på sigt 2 og 4 indenfor liberal institutionalisme.Special relationships: Rusland, Ukraine og Georgien har et omfangsrigt samarbejde medNATO indenfor de prioriterede samarbejdsområder. Alle nationer er en del af PfPsamarbejdet, og de individuelle samarbejdsplaner og arbejdsprogrammer med Ukraine ogGeorgien er baseret på værktøjer og mekanismer indenfor PfP. Samarbejdet med Ukraineog Georgien inkluderer således en stor bredde og dybde indenfor alle strategiske mål og27prioritetsområder for NATO’s partner relationer. Det aktuelle samarbejde med Ruslandbaseres derimod på en selvstændig institutionalisering, værktøjer og mekanismer, der erskabt udenfor PfP rammen, hvor aktiviteterne baseres på et princip om fælles interesser,gensidighed i indsats og bidrag, praktisk anvendelighed, balanceret mellem højt niveau ogpraktiske aktiviteter med målbare og realistiske mål (NATO, IMS, 2011c). Jeg formoder, atinddragelsen af special relationships i analysen vil kunne pege på, hvilke fordele ogulemper disse special relationships bidrager med i forhold til ambitionen om, at kunne25 Israel er vanskelig at kategorisere. Der kunne således tales for, at Israel i visse sammenhænge indgår ikategorien ”andre liberale demokratier” (Rozoff, 2010). Primært af hensyn til legitimitetsårsager anskuesIsrael i dette projekt for officielt at indgå i kategorien ”nationer, der ikke opfattes som potentielle medlemmer”.26 KFOR, ISAF, OAE og i særdeleshed senest OUP, hvor flere af nationerne spillede en vigtig rolle entensom troppebidragsyder eller anden vigtig støtte til operationen.27 I forbindelse med konflikten mellem Rusland og Georgien (august 2008) blev hovedparten af NATO-Rusland samarbejdet suspenderet. I juli 2009 enedes NATO og Rusland om, at genoptage samarbejdet medhenblik på at skabe rammerne for et nyt og mere retvisende strategisk partnerskab.22