Bind 15 - Verdens kultur

210 Madvig, J. N.
Højesterets tilsyneladende Godkendelse af Provisorierne og krævede
Estrups Afgang.
I Politik som i Videnskab var M. den moralsk helstøbte Karakter,
gennemstraalet af Aandens Lys. Naar hans pinlige Frygt for at
tage et uberettiget Ansvar og hans Tro paa Sandhedens Magt
uden om Partierne til Tider førte ham ud i Uklarhed, svækkede
det aldrig Tilliden til hans Personlighed.
Zodiacus: Parlamentariske Stjernebilleder, 1875. N. Neergaard: Under
Junigrundloven, I—II, 1892—1916. A. F. Kriegers Dagbøger 1848—1880,
I—VII, 1920—25. A. Linvald i Festskrift til Kr. Erslev, 1927, S. 483—
514. Albert Olsen: Studier over den danske Finanslov 1850—64, 1930.
K. H. Kofoed: Bornholms politiske Historie, I, 1936, S. 24 ff.
Povl Engelstqft.
Madvig, Johan Nikolai Agathon, 1833—1919, Dommer. F. 27.
Febr. 1833 i Kbh. (Frue), d. 27. Sept. 1919 sst., begr. sst. (Ass.).
Forældre: Professor J. N. M. (s. d.) og Hustru. Gift 13. April
1867 i Kbh. (Frue) med Caroline Jurgensen, f. 22. Okt. 1848 i
Kbh. (Holmens), d. 22. Febr. 1896 i Kbh., D. af Professor Chr. J.
(s. d.) og Hustru.
M. blev Student 1850 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn
og 1857 juridisk Kandidat. S. A. blev han Volontær i det slesvigske
Ministerium, hvor han 1859 fik Ansættelse som Assistent. 1861
udnævntes han til Fuldmægtig og bestod s. A. i Flensborg den
retsvidenskabelige Embedseksamen for Hertugdømmet Slesvig. 1863
blev han Fuldmægtig i det slesvigske Ministerium. Efter Ministeriets
Ophævelse 1864 ansattes han som Revisionsassistent ved
Landstinget og blev 1872 Assessor i Kriminalretten, hvorfra han
1879 forfremmedes til Assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten.
Fra 1885 beklædte han tillige Stillingen som Næstformand
i Sø- og Handelsretten og udnævntes 1891 til Formand for denne
Ret, samtidig med at han udtraadte af Overretten. Stillingen som
Næstformand i Sø- og Handelsretten medførte, at M.s Arbejde
inden for Retten i Begyndelsen fortrinsvis maatte komme til at
falde i Skifteretsafdelingen; men ved sin Udnævnelse til Formand
kom han til at føre Forsædet under Behandlingen af de øvrige
Sager, som Retten behandlede. Som Dommer vandt han meget
snart stor Anseelse, baade i Kraft af sin alsidige juridiske Indsigt
og paa Grund af sin humane Indstilling; men hans Ledelse af
Retsforhandlingerne var præget af en Grundighed, der ofte kunde
faa Karakter af overflødig Vidtløftighed. Dette Forhold i Forbindelse
med hans Tilbøjelighed til i størst muligt Omfang selv at
udføre alt forekommende Arbejde maatte — trods en overordentlig