Bind 15 - Verdens kultur

280 Mangor, C. E.
Spørgsmaalet er først løst langt senere. Paa Regeringens Opfordring
skrev han om Radesygens Behandling (1796). Formodentlig
er hans Interesse for Norge vakt under Opholdet der, for
han skal senere have haft væsentlig Andel i, at Norge fik Sygehuse
flere Steder, at der skaffedes nye Lægestillinger og Apoteker.
Da han kom tilbage til Kbh., gav han sig til at praktisere og
udgav 1767 »Et Land-Apothek«, en populær Lægebog, oversat efter
Darelius fra Svensk (forøgede Udgaver 1791, 1803 og 1826).
Medens han var i Viborg, fik han 1771 Privilegium paa at anlægge
et Bogtrykkeri, hvorfra bl. a. udgik et lille Blad »Den Viborger
Samler«, indeholdende oplysende Afhandlinger, som endnu eksisterer
som »Viborg Stiftstidende«. Han virkede for Oprettelse af
Sygehus i Skanderborg og for Kirurgikater i Randers og Aarhus.
Medens han var Fysicus i Viborg, søgte han om at blive Professor
medicinæ designatus, men dette afsloges, og det lykkedes ham heller
ikke at blive Overmedicus paa Frederiks Hospital. I Næstved var
han ogsaa meget virksom, udgav »Kort Undervisning om Frugtsommeliges
og Barselkoners Levemaade og Pleje« (1779 og 1791)
og fik oprettet Næstveds patriotiske Selskab, hvorom han skrev 1783.
Hans Virksomhed i Kbh. blev af stor Betydning. Han var
utrættelig med Reformer og fik navnlig Betydning ved sin Del af
Arbejdet for den nye Fattiglov af 1. Juli 1799. Hele det store
Afsnit om Sygeplejen skyldes ham, og den betegner et Brud med
de tidligere Regler, hvorefter fattige syge ikke kunde behandles i
deres Hjem. Hele dette Afsnit af Loven er ganske fortræffeligt og
er først ændret i den nyeste Tid. Han fik omordnet Forholdene
paa Almindelig Hospital, idet han fik Sygeafdelingen adskilt fra
Lemmeafdelingen, fik indrettet Bad, Rensningsværelser for indkomne
syge, Desinfektionsovn, bedre Ventilation, bestemt Besøgstid.
Tillige fik han Overlægen ligestillet med Inspektøren og flere
Læger ansat. Han udgav en »Farmakope for fattige« (1799), og
han kendte alle under Fattigforsorg og havde nøjagtige Optegnelser
om dem alle. Ligeledes var han meget interesseret for Plejebørn,
skrev om det Weimarske Waisenhus og Børnenes Fordeling
i Stæderne og paa Landet. For Borgerdydselskabet var han meget
interesseret og ligeledes for skindødes Redning, hvorom han skrev
1796. Han var i en Del Aar Recensent for »Lærde Tidender«.
Som Stadslæge var han tillige Karantænelæge, og dette gav ham
til Tider et meget stort Arbejde, som endda var ret bekosteligt,
da han selv maatte betale sin Transport til Skibene. Hans Lønning
var meget lille, og man var betænkt paa at hjælpe paa det ved at
oprette et Embede som Viceborgmester for ham, men han døde,