Bind 15 - Verdens kultur

Lynar, Roehus Friedrich. 2.3
betro ham Ledelsen af Danmarks Udenrigspolitik. Hvorom alting
er, opfattede L. Resultatet som Virkningen af en skammelig Intrige,
tilgav aldrig Bernstorff og forstod bestandig senere i sine Breve og
Skrifter at indflette Bemærkninger, som nedsatte Bernstorff og kunde
vække Mistillid til hans Karakter.
Sikkert med Rette betragtede L. Udnævnelsen til Statholder i
Oldenburg og Delmenhorst som Udtryk for, at Regeringen ikke
ønskede at have ham i Nærheden. Stillingen var vellønnet, men
interesserede ham ikke; han repræsenterede med Værdighed, men
udrettede intet og søgte Trøst i litterære Sysselsættelser. Hans
eneste Oplevelse — som for en kort Tid gjorde ham til en storpolitisk
Forgrundsfigur —, var Hvervet som Mægler mellem den
engelsk-hannoveranske Hær og den franske Hær 1757. Det lykkedes
ham at afslutte Konventionen i Kloster Zeven, og det var ikke hans
Skyld, at Vaabenstilstanden ikke godkendtes, og at begge Parter
rettede bitre Bebrejdelser baade mod L. og den danske Regering.
Af og til førtes der Klager over L.s Embedsførelse. 1765 indtraf
Katastrofen; det kom for Dagen, at han ganske uretmæssig havde
ladet opkræve 3—4000 Rdl., som efter Foregivende skulde anvendes
til at skaffe nogle Distrikter Lempelser i Militærudskrivningen.
L. havde ingen Undskyldning og maatte være glad til, at han slap
for Proces; han maatte betale Pengene tilbage og blev afskediget
uden Pension.
Sine sidste seksten Aar tilbragte L. paa Familiegodset Liibbenau,
aflagde af og til langvarige Besøg i Dresden og Berlin, fulgte med
levende Interesse Tidens Begivenheder og bevarede ogsaa mange
Forbindelser i Danmark. Til Biischings »Magazin« har han givet
adskillige Bidrag. Nogen politisk Indflydelse øvede han ikke, og
det er med Urette, at Frederik d. Store har givet det Udseende af,
at Planen om Polens første Deling skyldtes L.
L. var utvivlsomt en fremragende Diplomat. Alligevel var det
næppe noget Tilfælde, at han aldrig evnede at vække Tillid. Christian
VI. fandt, at han »havde saa mange Kunster i Hovedet«,
medens A. P. Bernstorff ved hans Død 1781 konstaterede, at »Verden
var blevet befriet for den største Hykler, der nogen Sinde
havde eksisteret«. Ifølge Katarina II.s Memoirer var han en Nar,
som var optaget af at pleje sin formodede Skønhed, og som pralede
af sine erotiske Bedrifter. Dommene skyder utvivlsomt over Maalet,
men giver en Del af Forklaringen paa, at han aldrig naaede frem
i første Række. Selv lagde han Ansvaret paa Kollegers Kabaler.
I Virkeligheden skyldtes det snarere, at han ikke satte Sagen over
egen Storhed. Ikke mindst har det været hans Ulykke, at han selv