Bind 15 - Verdens kultur

Mantzius, Karl. 297
1921 paa Frbg., begr. sst. Forældre: Kgl. Skuespiller Kristian M.
(s. d.) og Hustru. Gift i° 7. Juni 1884 i Kbh. (Holmens) med
Skuespillerinde Sophie (Soffy) Christine Elisabeth Rosenberg, f. 15.
Maj 1861 i Spjellerup (gift 2° 1902 med Baron Alphonse Walleen)
(se Walleen, Soffy). Ægteskabet opløst. 2° 28. Maj 1902 paa
Frbg. med Skuespillerinde Sara Beckett, f. 27. Juli 1879 i Kbh.
(Jac.) (gift 2 0 1919 med Direktør L. Elsass, s. d.), D. af Grosserer
Hugh Lang B. (1843—1902) og Johanne Cathrine Petræus (1846—
1921). Ægteskabet opløst. 3 0 20. Febr. 1919 i Kbh. (Slotsk.) med
Balletdanserinde Wanda Fride Augusta Mathiesen, f. 14. Juli 1894
i Kbh. (gift 2° 1924 med Direktør Holger Hannerup-Hansen, f.
1879), D. af Overassistent ved Statsbanerne Harald Edmund Valdemar
M. (1845—1907) og Henriette Diderike Schultz (1853—1935).
Paa Kostskolen i Birkerød spillede M. Gymnasiast-Komedie,
og ved at overvære Faderens Oplæsninger fik han sine første Begreber
om Skuespilkunst. 1878 blev han Student fra Mariboes Skole,
tog n. A. Filosofikum, underviste i Gregersens Skole og læste
flittigt romansk Filologi, samtidig med at han optraadte i Studenterforestillinger
paa Hofteatret (Teatermuseet), bl. a. som den Stundesløse
(1881); her saa Teaterchef Fallesen ham og raadede ham
til at blive Skuespiller, men M. foretrak at fortsætte Studiet i Paris,
hvor han læste Fransk ved Sorbonne, frekventerede den berømte
Skuespiller Gots Timer paa Konservatoriet og skrev Korrespondancer
til »Morgenbladet« under Mærket Carlos. Da Fallesen efter
A. Rosenkildes Død tilbød ham fast Ansættelse uden Prøvetid,
afbrød M. Studiet og debuterede 1. Sept. 1883 paa Det kgl.
Teater som Jeronimus i »Erasmus Montanus«. Han besad flere
Kundskaber og en tydeligere Diktion end de fleste Debutanter,
men Ansigtets skarpe Linier og hans tørre Stemme gav ham et
ensartet Præg, navnlig paa Baggrund af Mindet om Faderen og
A. Rosenkilde, hvis Efterfølger han blev i flere Roller, f. Eks. som
den Stundesløse. Herman Bang var blandt dem, der frakendte
ham Talent, og det var først, da M. spillede Polonius i »Hamlet«
og Orgon i »Tartuffe«, som han gjorde til en stupid Fanatiker,
at man indsaa hans Evner for intelligent Karakteristik. Sit kunstneriske
Gennembrud fik han som Dr. Relling i »Vildanden« (1885),
hvis ætsende Paastande han henkastede i en ru og knap Tone, der
ikke var uden Galgenhumor, og inden han 1889 indtraadte i
Dagmarteatrets Direktion, havde han skabt endnu en fortrinlig
Figur, Rosiflengius i »Det lykkelige Skibbrud«, som han gjorde
ung og skidtvigtig, ikke uden Lighed med en kvækkende Frø.
M.s Virken — ogsaa som Instruktør — paa Dagmarteatret varede